2007-07-24

 

Harry Potter osv.

I går fik jeg købt den nye Harry Potter-bog. Jeg ville sådan set gerne have haft den allerede i lørdag, men hverken Brugsen eller Fakta i Sunds havde noget så eksotisk.

Efter arbejde gik jeg forbi den nærliggende Føtex. Inden jeg nåede derhen havde jeg dog pludselig indset at der var en klar inkonsistens i underteksterne på den nyeste Harry Potter-film - som jeg havde set en uge forud. En indsigt jeg var nødt til at ringe og fortælle til Ditte, der i øvrigt nåede samme indsigt inden jeg var færdig med at fortælle. Så åbenlys var den.

Desværre er det svært at fortælle om den uden at spoile overfor folk der ikke enten har læst eller set bind/film nr. 2 og 5 i serien. De bliver så nok nødt til ikke at læse nedenstående:

I filmene oversættes personnavne svarende til de danske bogoversættelser. Disse er af mange grunde berygtede, men et af de værste eksempler er oversættelsen af Tom Marvolo Riddle til Romeo E.G. Detlev, Jr. I slutningen af filmen, hvor Dumbledore kæmper mod Voldemort, kalder han ham for Tom, hvilket i oversættelsen ikke bliver til Romeo, men blot forbliver Tom.


Pinligt.

Men under alle omstændigheder nåede jeg frem til Føtex hvor jeg muligvis fandt deres sidste eksemplar af bogen. Der var i hvert fald ikke andre lige dér hvor jeg fandt den. Jeg skyndte mig at snuppe den, betale for den og gå hen til den bus jeg skulle med.

I bussen gav jeg mig straks til at læse. Eller i hvert fald forsøge at læse. Jeg blev ret meget hele tiden distraheret af en mand der skiftede mellem at synge relativt højt i falset og at tale med sig selv med to forskellige stemmer (heraf var den ene falset-stemmen som han dog holdt op med at bruge efter den anden stemme havde bedt ham gå væk - eller sådan noget).

Desværre har jeg generelt meget lidt tid til ting som skønlitteratur for tiden. Jeg håber på at kunne blive færdig med bogen i løbet af ugen, men det er ikke helt givet at dette håb bliver til noget.

Comments:
Pudsigt. Jeg så ellers slet ikke dig i bussen.
 
Jeg vil også bo i Albertslund.
 
Send en kommentar

<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?