Blogging Åmål

Mensa har atter offentlig debat. God bestyrelse.

I et anfald af absurd misforstået PR-opfattelse, har Mensa Danmarks bestyrelse valgt at lukke det offentlige debatforum på Mensa.dk - et forum jeg indtil for et par dage siden modererede. Begrundelsen for beslutningen (der i øvrigt blev taget og udført uden nogen varsel til hverken brugere eller moderatorer) er at foreningen selv ønsker at kunne styre hvilke signaler de sender til folk. Ønsket lader angiveligt til at være et signal om at mensanere ikke vil indlade sig på diskussioner med de små folk udenfor foreningen.

At de dertil er gået et skridt videre og åbenbart ikke engang vil diskutere sagen med menige medlemmer - eller tillidspersoner - er direkte pinligt. Selvfølgelig er det en bestyrelses ret at tage beslutningerne, og som sådan har de ikke gjort noget der ikke har beføjelse til, men når der tages en beslutning der rent faktisk påvirker en del medlemmer, er det altså en sag der burde være luftet overfor bare et lille udvalg af dem.

Efter en del beklagelse fra brugere af forummet - både på vores interne (og endnu eksisterende - det er åbenbart mindre vigtigt hvilken opfattelse man får af foreningen, når først man har bidt på krogen og betalt kontingent) forum og i mails sendt direkte til bestyrelsen, blev der omsider sendt en (ikke særlig god) forklaring til det interne forum. Essensen var vist mest at ikke-medlemmer, de mange gode, aktive medlemmer der startede som ikke medlemmer på forummet, og den ret brede kategori af nørder der i høj grad befolker foreningens debatfora, ikke er værd at samle på, og derfor naturligvis frit kan sjofles - det vigtigste er jo at sende det Helt Rigtige Signal[tm].

Jeg er kort sagt ganske chokeret over at intelligente (og normalt fornuftige) mennesker pludselig kaster sig ud i sådan noget. Med lidt held kommer de til fornuft snarest muligt, for det har altså lidt lange udsigter at vente til næste generalforsamling - hvor de i så fald må finde sig i at få sat spørgsmålstegn ved deres evne til at træffe de rigtige valg for foreningen. Suk.

Det er trist slet ikke at opdage at man har ferie. Som nævnt var jeg tvangsindlagt til deformationskvantisering - halvdelen af workshoppen var sådan set ganske interessant, og holdt på et niveau hvor en del af indholdet faktisk gav mening. Den anden del var en forvirret mand, der sagde "mmh" hele tiden.

Jeg skulle have skrevet mit fagprojekt næsten-færdigt. Det blev ikke til - mmh - noget. Jeg fik godt nok - mmh - skrevet på det, men - mmh, ah - ikke så meget som jeg - mmh - håbede. Det meste af - mmh - min tid blev taget af deformations-mmh-kvantisering og ikke-kommutativt - mmh - kollokvium, så jeg er endnu et par - øh mmh - uger eller så fra at kunne begynde på - mmh - specialet.

Min tvivl er ganske gjort til skamme.

Indtil videre er der hele 6 personer der har stemt, og 2 af dem vil faktisk uden videre vedkende sig at være her. To griber til ondsindet sarkasme i deres påpegning af at de naturligvis må være her, når nu de deltager i afstemningen, og at mit spørgsmål derfor er urimeligt dumt (min tolkning) - den slags er naturligvis lidt hårdt for en stakkels blogger, men på den anden side kan der argumenteres for at det egentlig er min egen skyld, når nu jeg selv stod for valgmulighederne.

De sidste to læsere er her ikke. Med den ene, nemlig mig, giver det næsten mening, da jeg helst ville undlade at tælle mig selv med i undersøgelsen. Den anden er sikkert ude i en eller anden eksistentiel krise.

For et par dage siden kom jeg i ungdommeligt overmod til at postulere at jeg muligvis havde en 2-3 læsere, men den vakse læser (evt. alle tre - hvis der altså er så mange) vil have gennemskuet at jeg overhovedet ikke søgte at dokumentere min vilde påstand. Det er det jeg nu forsøger at rette op på med nedenstående afstemning:

Mit studenterkollokvium er kommet på kalenderen, så nu er der vist ikke rigtig nogen vej tilbage. Oh well.

Hvis nogen af denne blogs trofaste læsere (der er muligvis efterhånden en 2-3 stykker!) har oplevet lidt problemer for nylig, er der en god grund. Hidtil har algebra.dk været hostet ganske gratis på min lokale nørds ADSL, men intet varer evigt, og da han ikke længere får linjen betalt af sin tidligere arbejdsgiver (nærige dem), har han besluttet at opsige den - en beslutning der er blevet fremskyndet af at harddisken i serveren er begyndt at opføre sig mærkeligt.

Alt i alt har det den betydning for mig, at jeg pludselig (med få dages varsel) har været nødt til at flytte mit domæne til et kommercielt webhotel, noget der heldigvis lader til at gå nogenlunde smertefrit - hvis I kan læse dette, er alt i hvert fald gået vel.

Wow, det var godt nok løjerligt. Jeg fik en mail fra George Szpiro (forfatteren af "Kepler's Conjecture" - en bog jeg oversatte sidste år). Han havde åbenbart læst i min forlængst afdøde, gamle blog, og takkede mig for at have oversat bogen.

Jeg var i øvrigt meget tæt på uden videre at slette hans mail, da jeg fik den. Den lignede nemlig (når man ser bort fra indholdet, og det når jeg sjældent at se på når først mit mentale spamfilter går i aktion) til forveksling en del af den spam jeg får. Afsenderen var blot markeret som "George", og i emnefeltet stod "kepler" - med småt. Hvis ikke jeg rent instinktivt havde genkendt det sidste navn, et navn jeg trods alt så en del da jeg oversatte bogen, var det indlæg røget direkte ud.

Jeg har påtaget mig for meget arbejde. Det ser jeg nu.

Jeg er medredaktør på vores fagblad FAMØS (hvilket tog hele min dag i dag, så jeg ikke fik skrevet på mit fagprojekt). Jeg skal skrive det forbandede fagprojekt færdigt, og derefter begynde på mit speciale. Jeg skal følge kurser og være instruktor. Jeg skal holde et studenterkollokvium, hvortil jeg har en bunke artikler at læse - mit bud er at jeg skal koge de 85 sider ned til 1-2 slides, hvis de da overhovedet skal nævnes. Og endelig har jeg meldt mig til matematik-revy-holdet - som tekstforfatter (vi skal jo ikke risikere at revyen bliver helt blottet for ekstremt fagspecifikke jokes som kun en 2-3 stykker blandt publikum virkelig fanger) og skuespiller (noget jeg beklageligvis ikke har gjort i næsten seks år - håber ikke jeg er for rusten).

Og det ironiskste (dette skriver jeg som privatperson, så pul retskrivningsloven) af det hele er at når først alt dette helt vildt meget engang er overstået, vil jeg forhåbentlig (på trods af en vis frygt for det ukendte - det der underlige der er derude - vælger jeg at se frem til det) være kandidat, og dermed aldrig mere rigtig kunne leve det trygge studenterliv hvor jeg selv bestemmer hvor meget jeg egentlig gider lave.