2007-08-31

 

Den store boligjagt - optakt

Ditte har boet hos mig de sidste næsten 4 uger. Det er gået dejligt gnidningsfrit, og næste skridt bliver at flytte mere permanent sammen. Der kommer til at gå en to-tre måneder endnu før det bliver fuldstændigt aktuelt - hun har i forbindelse med sit studium forpligtet sig til et praktikforløb i Århus, men derefter skal det så osse være.

Ved storkapitalens (det er dem der giver mig alle mine penge) mellemkomst er vi nået frem til at vores fælles residens skal være på Sjælland - gerne et sted der er nogenlunde logistisk bekvemt i forhold til mit arbejde og det relevante udsnit af Københavns Universitet.

Og helst noget der faktisk er passende til at to mennesker kan bo der under nogenlunde forhold. Det vil bl.a. sige at der skal være et par værelser og et rigtigt køkken. Jeg har haft et usselt lille tekøkken (kombineret med en mini-ovn i stuen) gennem de sidste syv år, og hvor det er lidt småirriterende for én person, er det ganske forfærdeligt småt når man er to.

Første skridt bliver jo nok at gå forbi en bank for at få et overblik over hvor meget jeg egentlig kan forventes at måtte låne. Eftersom jeg er lakaj for storkapitalen, og det er anden storkapital jeg skal kontakte, forventer jeg at de sikkert vil [en emu flyver gennem blog-indlægget og Stefan løber fascineret og forbløffet efter den, altimens resten af indlægget fortaber sig]

2007-08-05

 

Opfølgning på Tic Tac-skandalen

Jeg indkøbte for et par dage siden (eller så) endnu en Tic Tac-pakke, hvor jeg faktisk talte antallet af pastiller. Der var 94. Det betyder to ting.

For det første har jeg enten mistet en Tic Tac på et tidspunkt, eller osse varierer antallet af pastiller i de store pakker. Jeg burde nok på et tidspunkt gentage eksperimentet under kontrollerede forhold. For det andet er der i hvert fald ikke præcis 100 pastiller i en æske.

Illustrationen har intet med sagen at gøre. Det var en pudsig sammenstilling af skilt og automat jeg faldt over i Tivoli (skiltet henviser til nogen maskiner ved siden af automaten - det er ikke ment som en vittighed, hvorfor det rent faktisk er sjovt).

This page is powered by Blogger. Isn't yours?