Blogging Åmål

Sommerferie har sine fordele og sine ulemper. I begge tilfælde har det en del at gøre med at man ikke rigtig har så mange ting at lave. Det er som udgangspunkt en enormt rar ting, men man er til gengæld i konstant fare for at komme til at kede sig.

Og man er i konstantere fare for pludselig ikke at have noget at skrive i sin blog, på trods af at man af en eller anden grund har lovet at opdatere to gange ugentligt. Og når man ikke har noget at skrive om, må man i stedet skrive om ingenting. Eller i det mindste om ganske marginale hændelser.

Hvis I følger med herinde, vil I vide at mit dankort forsvandt fra mig i torsdags. Hvis I følger godt med, vil I ligeledes vide at jeg fandt det igen i fredags - jeg gik forbi den Kvickly hvori jeg forventede at have glemt det, og sørme om ikke det var der. Derefter gik jeg i banken og fik det afspærret (dette er muligvis et af de få steder hvor man ikke som sådan kan bruge af- til at betegne en negering - når jeg alligevel gør det, er det alene for at kunne skrive denne parentes (der dermed - til dels i modsætning til denne - blev selvrefererende)).

Nu skulle man mene at alt var i den skønneste orden. Det var det sådan set osse indtil jeg ved 3-tiden samme nat stod småfuld på Godthåbsvej (ja, man skulle tro at jeg havde valgt at skrive om anledningen til dette når nu jeg sådan påstår ikke at have noget at skrive om - mine veje er uransagelige) og konstaterede at jeg var kommet 3 minutter for sent til en natbus (og pludselig kørte de ikke nær så hyppigt på den rute som de gjorde 3 minutter tidligere) og derfor besluttede i min nyvunde ikke-fattigdom (længe leve løn!) at tage en taxa hjem. For i modsætning til alt andet er taxaens dankort-dims åbenbart enormt langsom om at opdage at dankort ikke er spærrede længere, og jeg havde ikke umiddelbart særlig mange kontanter.

Heldigvis valgte den flinke taxamand faktisk at tro på min forklaring, så jeg blev kørt til nærmeste bank hvor jeg kunne hæve kontanter nok til at dække hjemfærden (og turen til den nærmeste bank, forstås).

Hvis I troede jeg havde glemt min torsdaglige opdatering herinde, ville det ikke være meget forkert. Men dog ikke mere end at jeg faktisk kom i tanke om det tids nok til at jeg fint kan nå at skrive noget inden dagen er omme.

Ved et rent lykketræf (eller for mit vedkommende et rent uheld) har jeg endda ting at berette! Mit elskede dankort - uden hvilket jeg ikke ville vide hvad jeg skulle stille op - er på mystisk vis forsvundet fra min pung. Eller formentlig er det ikke så mystisk igen. Jeg brugte tidligere på dagen en af de få dankortterminaler i landet der insisterer på kun at ville aflæse en chip. Påstanden er at det øger sikkerheden. Sandheden (udover at det sikkert faktisk øger sikkerheden, altså) er at man sætter kortet ned i maskinen, slipper det (det er det store problem i forhold til magnetstribemetoden), venter et stykke tid, indtaster en kode og derefter ideelt set husker at fjerne kortet igen.

Det sidste trin er naturligvis ret vigtigt. Og dertil er det enormt let at glemme - især når man samtidig skal huske at tage imod de 100 kroner man har hævet over beløbet.

Fordømt osse.

I går havde jeg intet fornuftigt at tage mig til (eller selvfølgelig havde jeg det - jeg gad bare ikke), så jeg besluttede at gå mig en tur. Min plan var at gå ned til Roskildevej og, når jeg først var dernede, fortsætte så langt indad mod København som jeg gad. Derefter burde der være rigeligt med muligheder for at tage hjem med offentlige transportmidler.

Efter omkring tre kvarter nåede jeg frem til den konklusion at det egentlig var ulideligt varmt (og den uanstændigt høje luftfugtighed gjorde det ikke meget bedre), så jeg besluttede at jeg hellere måtte finde noget at drikke. En ting der viste sig i den anledning er at der er et overraskende langt stykke af Roskildevej hvor man kun kan finde åbne tankstationer eller kiosker på den ene side af vejen (sjovt nok den modsatte af hvor jeg gik). Ikke langt nok til at det var mere end en sjov observation, dog - så efter at have gået en times tid nåede jeg mit første pit-stop.

Det var omkring dette tidspunkt min sandal af en eller anden grund begyndte at gnave en smule.

Jeg fortsatte ufortrødent - inspektion af passerede busstoppesteder afslørede at de var et begrænset antal stop til Damhussøen (et af de sidste steder hvor jeg uden de store problemer kunne tage en bus stort set hele vejen tilbage), så jeg besluttede at gå i hvert fald dertil. Da jeg nåede frem var der gået det meste af to timer (well,
omkring 1.40, så vidt jeg husker), og jeg nåede frem til at det ville være urimeligt at give op inden jeg havde gået i mindst to timer. Jeg besøgte derfor en DøgnNetto (der alligevel lå der), købte en flaske vand, og fortsatte derudaf.

Da de to timer var gået, kunne jeg - ved atter at konsultere de allestedsnærværende busstoppesteder - at jeg ikke var så forfærdeligt langt fra Zoologisk Have. Valby Bakke virkede som et godt mål, så jeg gik videre. Og gik. Og gik lidt mere, og pluselig stod jeg oppe på Valby Bakke og skuede ud over byen. Beklageligvis kunne jeg skimte Rådhustårnet (antog jeg - med rette) i det efterhånden knap så fjerne,
så jeg kunne ikke rigtig nænne at give op før jeg nåede helt ind til byen. Jeg tankede op for sidste gang og gik afsted.

Efterhånden som Roskildevej begyndte at blive Vesterbrogade, kunne jeg konstatere at min sandal ikke gnavede så meget længere. Eller osse blev jeg bare distraheret af at mit ben på lettere uhøflig vis begyndte at bede mig holde op med at gå. Men der var ikke rigtig noget at gøre - når jeg var nået så langt, ville jeg ikke lade de sidste par kilometer komme i vejen. Hvis ikke jeg gennemførte, ville jeg bare blive nødt til at prøve igen, og det ville være fjollet (i hvert fald under de vejrforhold jeg mødte).

Efter lidt under 3 timer nåede jeg træt og svedende frem til Hovedbanegården, købte noget koldt at drikke, satte mig ind i et S-tog og kørte hjem igen.

Jeg vil godt starte med at undskylde. Det var i virkeligheden en meget dårlig joke jeg lavede i mandags, hvor jeg lagde hårdt ud med absolut ikke at skrive noget. Hvis jeg faktisk skal slippe afsted med regelmæssige updates, bør jeg vænne mig til at skrive om hvad der faktisk sker i mit liv, og ikke bare være fjollet.

Ikke dermed sagt at jeg ikke vil være fjollet mere - det ville ligne mig (og mit liv) meget dårligt.

Men som sagt skulle jeg skrive om hvad der sker, og det er sådan set ret hurtigt overstået. Jeg holder ferie lige nu, og derfor sker der ikke det store. Sidste uge var jeg, som allerede nævnt herinde, væk. Jeg var på Falster med en flok (mestendels) unge mennesker fra Mensa.

Og hvad laver unge mennesker fra Mensa så når de er sammen? spørger du sikkert (med mindre du er en af dem der ved det - eller en af dem der er ligeglad). Svaret er at vi laver ca. det samme som alle andre ville have gjort i samme situation - og så muligvis marginalt flere spil. Det vil sige at ugen i høj grad gik med druk, sol, mere druk, spil (som sagt), og så selvfølgelig osse druk.

Nu er jeg så kommet hjem til relativt stram ikke-druk. Jeg planlægger at tabe et antal kilo snarest muligt så jeg til semesterstart vil være klar til at lægge an på et - næppe tilsvarende - antal ruspiger. Ellers er ting mestendels som de plejer at være.

Dette er simpelthen det første jeg skriver under mit nye, noget fastere, format. Man skulle mene at det ville være et meget dårligt tegn om jeg lagde ud med absolut ingenting, så det vil jeg gøre.

Nu glemte jeg så at opdatere i en måned. Det virker ikke videre holdbart i længden - hvilket vil sige at jeg har to muligheder; enten dropper jeg helt at opdatere min blog, eller osse må jeg begynde at give mig selv markant fastere rammer for opdateringer.

Den første mulighed er naturligvis aldeles uacceptabel, så derfor må det blive den anden. Præcis hvilke rammer jeg vil vælge, bør jeg muligvis overveje nærmere, men mit umiddelbare bud på noget fornuftigt er at jeg vil sørge for at opdatere herinde hver mandag og torsdag - hvad enten jeg har noget fornuftigt at skrive eller ej (mangel på fornuft har alligevel aldrig været en forhindring for mig).

Formatet har både fordele og ulemper. Faste opdateringsdage betyder at her rent faktisk kommer til at ske noget, men betyder til gengæld osse at det der sker ikke behøver være videre interessant. Jeg kan selvfølgelig bare opdigte ting hvis det bliver for kedeligt. Vi får se.

Da det er torsdag i dag, vil næste opdatering altså komme på mandag. Bortset fra at den så nok ikke gør alligevel, idet jeg fra mandag rejser væk en uges tid, og ikke ved hvor meget internetadgang jeg kan forventes at få. Til gengæld burde jeg den efterfølgende mandag rent faktisk have noget at skrive om.