2007-05-20

 

Ferietid

Som I sikkert har bemærket har jeg været lidt sløv til at opdatere på det sidste. Og når jeg endelig har skrevet noget, har det ikke rigtig fungeret så godt som jeg egentlig ville ønske (om det så osse gør sig gældende generelt, har intet med sagen at gøre). Jeg lader til at være inde i en dårlig periode rent kreativt, og som følge deraf virker der som det fornuftigste at holde en mindre pause, så derfor vil jeg ikke opdatere de næste par uger.

Jeg vender tilbage onsdag den 6. juni.

2007-05-14

 

Tog

Som nævnt er jeg pludselig blevet en kæreste rigere. Det betyder naturligvis at jeg skal besøge hende så tit det er muligt, hvilket besværes en del af at hun bor i Århus (i modsætning til mig, altså).

Det forhold kommer muligvis til at betyde at jeg ikke altid vil være i stand til faktisk som lovet at opdatere min blog om søndagen (i går kom jeg fx træt hjem klokken sent og kunne ikke rigtig overskue at skrive noget), men i så fald vil jeg i stedet skrive noget mandag.

Ydermere betyder det at jeg pludselig tilbringer en del tid i tog (nogen ville sige at 2 gange 3 timer i løbet af en uges tid ikke er det store, men de mennesker er gale og burde spærres inde), og derfor skal jeg til at blive venner med disse (jeg tæller ikke S-tog med i den forbindelse - dem har jeg et mestendels acceptabelt forhold til allerede). Hér er ting ikke startet så forfærdelig godt som de kunne have. I første omgang glemte jeg at Store Bededag faktisk er ret udbredt som mål for konfirmationsfester, hvilket førte til at jeg måtte stå op fra Høje Tåstrup til Vejle.

Det er ikke sjovt.

På hjemturen skulle man tro at jeg havde lært noget og derfor anskaffet en pladsbillet. Imidlertid er denne antagelse forkert, men på behændig vis fik jeg i kun andet forsøg snuppet en af de få pladser der faktisk ikke var taget (den første jeg tog, viste sig efter et enkelt stop at være det).

På udturen i fredags havde jeg lært min lektie, og sørgede derfor for at købe en pladsbillet. Det betød at der var flere ledige pladser rundt omkring. Og følgeligen følte jeg ikke noget behov for osse at have en pladsbillet til hjemrejsen, med det resultat at jeg måtte stå op mellem Vejle og Fredericia.

2007-05-09

 

Oops, I did it again...

Ja, nu kom jeg så atter til at glemme at opdatere i søndags. Det sker åbenbart af og til, og det er svært at gøre noget ved. Vær blot forvisset om at det ikke er fordi jeg ikke kan lide jer, men alene en kombination af dovenskab, almindelig distræthed og lige netop i denne omgang umåde lykke og glæde (som svagt hintet sidst).

De fleste af jer har sikkert allerede hørt at jeg har fået en kæreste. Og hvilken kæreste! Jeg er smaskforelsket (det er virkelig meget sjovere når det er gengældt) og jublende lykkelig og i det hele taget er universet fantastisk mod mig for tiden. Og jeg skal nok snart tage mig sammen og begynde at skrive andet end blot glædesudbrud herinde.

2007-05-02

 

Forår

Solen skinner, livet er smukt, og jeg er lykkelig. Jeg forsøger virkelig at finde noget sjovt at skrive, for det er altid en prioritet hérinde, men lige nu kan jeg egentlig kun udtrykke glæde. Universet lader til for en gangs skyld at have besluttet at jeg faktisk skal have det godt.

Tak.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?