2008-12-24

 

Juleaften

Dragen: Nå, så lykkedes det os omsider at finde finansgrisen.
Finansgrisen: Det var nu mig der fandt jer.
Dragen fra fremtiden: Men stadig!
Finansgrisen fra fortiden: Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan se at det er jeres fortjeneste. På nogen måde. Er I sikre på at I ikke vil købe tulipaner? Jeg vil tro prisen på dem vil stige en del, så det bør være en sikker investering.
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Udøde skal ikke investere. Det virker fjollet.
Frederik: Nemlig. Udøde skal bare rode med tidsmaskiner og lave uoprettelig skade på rumtidskontinuet.
Frederik fra fremtiden: Nemlig.
Marcel: Og vi skal redde julen.
Finansgrisen: Er julen i fare?
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Ja! Du vil ødelægge den. Det er derfor vi vil lave en tidsmaskine.
Frederik: Nemlig.
Finansgrisen: Jamen jeg ødelægger ikke julen, da. Jeg ødelægger kun verdensøkonomien, men det betyder bare at folk får lyst til at bruge flere penge på ting som jul og sådan.
Dragen fra fremtiden: Det forklarer at jeg ikke husker at julen var ødelagt. Jeg gik bare ud fra at det var fordi vores plan var lykkedes.
Finansgrisen fra fortiden: Du er fjollet.
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Ja, du er fjollet, fremtidige mig!
Frederik: Det må da osse ramme dig - du er osse fra fremtiden.
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Bah, humbug!
Frederik: Nå, alt er åbenbart godt. Hvilket betyder at vi ikke rigtig har haft nogen handling alligevel i år.
Marcel: Pyt. Glædelig jul, allesammen!

2008-12-23

 

Forvirret? Det er vi!

Dragen: Godt så. Vores forsøg på at finde frem til finansgrisen (der af en eller anden grund er i Næstved) har kun ført til at vi nu er tre forskellige drager ...
Dragen fra fremtiden: Vi er sådan set ens.
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Bortset fra i tid.
Dragen fra fremtiden: Men eftersom vi er udøde, gør det sikkert ikke rigtig noget.
Dragen: Især ikke fordi vi er udøde robotter.
Dragen fra fremtiden: God pointe.
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Meget.
Dragen: Men hvorom alting er bør vi få rodet os ud af det hersens tidsparadoks - eller hvad det nu er.
Dragen fra fremtiden: Og vi bør få fundet finansgrisen.
Finansgrisen: Jamen jeg er lige hér.
Finansgrisen fra fortiden: Og jeg lånte lige jeres tidsmaskine mens I var optagede. Har I lyst til at købe tulipaner?

2008-12-22

 

Tidsrejser er seje

Frederik fra fremtiden: Jeg tror jeg har opdaget et problem med vores tidsrejse.
Dragen: To af jer?
Dragen fra fremtiden: Ja, det må være det.
Frederik: Så, ikke så mange vittigheder. Lad manden tale. Han virker fornuftig.
Frederik fra fremtiden: Vel sagt. Men faktisk tager dragen ikke helt fejl. Udover det ganske ubrugelige i selve observationen om at finansgrisen engang gik en bestemt vej, så vil det at vi tilbringer tid sammen med vores fortidige selv meget let risikere at føre til sære paradokser - eller det der er værre!
Marcel: Hvad er værre end sære paradokser?
Marcel fra fremtiden: Kedelige paradokser?
Frederik fra fremtiden: Det kan føre til snart sagt hvad som helst. Vi ved ikke hvad der vil ske - universet kunne implodere. Denne julekalender kunne begynde at give mening. Hvad som helst!
Dragen: Gisp! Vi må gøre noget! Vi må forhindre at denne tidsrejse nogensinde har fundet sted!
Dragen fra fremtiden: Eller kommer til at finde sted.
Dragen: Osse det!
Frederik: Men hvordan?
Dragen: Mig og mig fra fremtiden vil rejse frem i tiden til kort før tidsmaskinen blev færdigbygget, og forhindre dens konstruktion!
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Det er en dum plan. Den virker god, men når de kommer frem, kommer de i tanke om at de ikke rigtig vil kunne gennemføre planen hvis først planen bliver gennemført (thi den kræver en tidsmaskine), så derfor sender de mig tilbage for at fortælle at I nok bare skal lade være.
Dragen fra fremtiden: Men hvis vi lader være, hvordan kan det så være at du er hér nu?
Dragen fra kort før tidsmaskinen bliver færdigbygget: Jeg havde ikke bedre at tage mig til.

2008-12-21

 

Så du grisen?

Marcel: Jeg tror jeg så finansgrisen!
Frederik: Hvor?
Marcel: Lige hér. Lige før.
Frederik: Jo, men det her er en julekalender, så lige før var i går, og den kan være når som helst nu.
Marcel: Ahja. Det var da egentlig upraktisk.
Dragen: Ja, meget.
Frederik: Men desværre ikke noget vi kan gøre noget ved.
Dragen: Vi kunne bygge en tidsmaskine og rejse tilbage til i går og prøve at finde ud af hvor den gik hen. Derefter kan vi rejse tilbage til nu og fortælle os det.
Marcel: Det var en snedig plan!
Frederik: Den er dum, er den.
Dragen fra fremtiden: Men den virker.
Frederik: Nå, jamen hvor gik finansgrisen så hen?
Frederik fra fremtiden: Den gik dén vej!
Frederik: I går?
Dragen fra fremtiden: Nemlig.
Frederik: Og I har ikke fulgt den siden?
Marcel fra fremtiden: Nej. Det var jo ikke planen.
Frederik: Men er det så ikke ret ubrugeligt.
Dragen: Ja, egentlig.
Frederik fra fremtiden: Øv.

2008-12-20

 

Efter filmen

Dragen: Nå, det var en god film.
Frederik: Det var ikke en film. Det var dig der satte ild til biografen.
Finansgrisen: Ja, det var ikke pænt gjort.
Dragen: Nej, men det var stadig en god film.
Marcel: Hov! Hvad var det?
Dragen: Hvad var hvad?
Marcel: Det ved jeg jo ikke. Det er derfor jeg spurgte.
Frederik: Jeg tror nok jeg så et eller andet glimt af noget.
Dragen: Sejt!

2008-12-19

 

Næstved og hinsides uendeligheden

Frederik: Så er vi i Næstved!
Dragen: Åh, Gud! Den er fuld af stjerner!
Frederik: Nej, det er huse.
Dragen: Ah. Det gør det mindre sært.
Frederik: Ja.
Marcel: Hvor mon den finansgris er henne?
Dragen: Måske er den gået i biografen.
Frederik: God idé. Lad os finde en biograf.
Dragen: Jaah! Hvad skal vi se?
Frederik: Hvad ville en finans-gris se?
Marcel: Den nye James Bond!
Frederik: Hvorfor?
Marcel: Det ville den bare! Nå!

2008-12-18

 

Jagten på finansgrisen

Dragen: Er du finansgrisen?
Huletrolden: Nej, jeg er en huletrold.
Frederik: Ved du så hvor finansgrisen er?
Huletrolden: Nej. Måske den er i Næstved?
Dragen: Er der nogen grund til at den skulle være dér?
Huletrolden: Nej.
Dragen: Jamen så afsted mod Næstved!

2008-12-17

 

Jagten på den forsvundne handling - del 9: Ornen er landet

Frederik: Nå, så fik vi omsider fat på den forbandede handling.
Dragen: Ja, det bliver rart at komme i gang med noget der faktisk er noget.
Frederik: Men hvad er det?
Dragen: Hvad er hvad?
Frederik: Hvad er det noget der faktisk er noget, for noget?
Dragen: Ah, det. Det er noget af det som det er. Altså det der noget.
Frederik: Men hvad?
Dragen: Hvilket?
Frederik: Hvad er det noget for noget?
Dragen: Ah, det er noget handling.
Frederik: Så der skal ske noget?
Dragen: Ja!
Frederik: Men hvad?
Dragen: Vi skal i gang med handlingen.
Frederik: Og hvad er handlingen?
Dragen: Det vi skal i gang med. Altså det det hele handler om.
Frederik: Det handler om handling?
Dragen: Nemlig. Og omvendt.
Frederik: Det giver ikke engang mening.
Dragen: Nej, er det ikke smukt?
Frederik: Nej. Jeg vil have mening!
Dragen: Og handling?
Frederik: Nej! Eller jo, egentlig.
Dragen: Jamen skal vi så ikke komme i gang?
Frederik: Jo!
Dragen: Med handlingen?
Frederik: Ja!
Dragen: Jamen hvad er det?
Frederik: Det troede jeg du vidste.
Dragen: Nåhja.
Frederik: Vil du så fortælle noget om det?
Dragen: Det er vist noget med at finansgrisen truer julen, og at vi derfor skal opspore den og lave den til flæskesteg.

2008-12-16

 

Jagten på den forsvundne handling - del 8: Hvad ved jeg?

Dragen: Nå, men vil du så lede os til handlingen?
Huletrolden: Nej.
Frederik: Jamen du lovede det!
Dragen: Ja, helt ærligt!
Huletrolden: Jeg løj.
Dragen: Det er tarveligt!
Huletrolden: Nåhja. Så må jeg hellere gøre det alligevel.
Marcel: Lyve?
Huletrolden: Nej, lede jer til handlingen.
Frederik: Sejt!
Dragen: Meget. Hvor er den så?
Huletrolden: Den er lige nede for enden af gangen hér. Vi skal blot igennem denne dør.
Marcel: Det lyder let.
Huletrolden: Ja, men det er det ikke. Det kræver et offer.
Frederik: Et offer?
Huletrolden: Ja, et offer. En må dø for at I skal kunne komme gennem døren! Muahaha!
Dragen: Kan det være dig?
Huletrolden: Øhm, nej, det kan det ikke.
Dragen: Hvorfor ikke?
Huletrolden: Fordi! Sådan er det bare!
Frederik: Jamen vi er alle tre døde. Vistnok indtil flere gange.
Marcel: Ja. Det går ikke at ofre os.
Huletrolden: Nå, jamen så kræver det ikke et offer alligevel.
Marcel: Snyd.

2008-12-15

 

Jagten på den forsvundne handling - del 7: Sagde du "lagkage"?

Frederik: Nu har vi vandret rundt hernede i et par døgn. Tror I ikke det er på tide at genoverveje planen.
Dragen: Jo, men kun hvis du faktisk har en bedre idé.
Marcel: Vi kunne spørge den der huletrold.
Huletrolden: Ja, det kunne I.
Frederik: Naturligvis kunne vi det. Men vi har ikke set den siden du sendte den væk.
Marcel: Beklager. Jeg lod mig rive med.
Huletrolden: Det gør ikke noget.
Dragen: Jo, det gør. Tænk hvis vi aldrig ser den igen. Den kunne måske have hjulpet os!
Frederik: Jo, men stadig ...
Dragen: Det siger du bare fordi du osse var med til at jage den væk.
Huletrolden: Han har en god pointe.
Dragen: Men nu ... hov! Hejsa, huletrold!
Huletrolden: Davs.
Frederik: Du er tilbage!
Huletrolden: Ja.
Frederik: Vil du hjælpe os? Vi leder efter en handling!
Huletrolden: Jeg vil hjælpe jer. Men fordi I handlede som I gjorde, vil jeg give jer en prøve I skal gennemføre før I kan få min hjælp.
Dragen: Hvad skal vi gøre, huletrold?
Marcel: Og gør det ondt?
Huletrolden: I skal skaffe mig ... [dramatisk musik] ... en blodkrystal fra jordens indre!
Dragen: Ikke andet? Jeg har en i lommen.
Huletrolden: Hvorfor har en drage en lomme?

2008-12-14

 

Jagten på den forsvundne handling - del 6: Den var der lige før ...

Frederik: Nå, hvad siger dit kort så.
Dragen: At vi er i en hule.
Frederik: Men hvor skal vi gå hen?
Dragen: Andetsteds i hulen.
Marcel: Du har ikke noget mere konkret.
Dragen: Det er da ret konkret.
Frederik: Jeg er tilbøjelig til at være enig med Marcel. Det er ret ubrugelige informationer du kommer med.
Dragen: Hrmpf. Prøv du at få noget bedre ud af det kort.
Frederik: Jamen så giv mig det.
Dragen: Hér.
Frederik: Tak. Lad mig nu se ...
Marcel: Uh, vi kunne dreje ned af dén der tunnel, og så ...
Dragen: Hvad ville vi få ud af det?
Marcel: Øhm, vi ville komme et andet sted hen.
Dragen: Var det ikke mit forslag?
Huletrolden: Jo, og det var et fint et af slagsen.
Frederik: Bland dig udenom. Du er bare en huletrold.
Huletrolden: Ja, men eftersom vi er i en hule, bør min mening vel have en vis vægt.
Marcel: Altså indtil for nylig var du slet ikke med i historien. Gå nu væk igen.
Huletrolden: Grmpf.

Huletrolden går væk.

2008-12-13

 

Jagten på den forsvundne handling - del 5: I morgen er det i morgen

Frederik: Nå, så er vi på Bornholm. Det var en lang flyvetur.
Marcel: Ja. Hvad skal vi så.
Dragen: Vi skal finde nedgangen til de underjordiske huler.
Frederik: Er det den hér.
Dragen: Ja.
Marcel: Det var hurtigt.
Dragen: Ja.

2008-12-12

 

Jagten på den forsvundne handling - del 4: Skyerne over Bornholm

Frederik: Er vi der snart?
Dragen: Jeg flyver så hurtigt jeg kan.
Marcel: Hvorfor kan vi ikke se noget?
Dragen: Det er skyet.

2008-12-11

 

Jagten på den forsvundne handling - del 3: Julen er i fare

Dragen: Med udgangspunkt i din research fra i går - nærmere bestemt ordet "Glafump" - har jeg fundet frem til et kort over underjordiske huler på Bornholm. Hér formoder jeg vi kan finde et spor der kan lede os på rette vej.

Frederik: Hvordan fandt du det ud fra det ord?

Marcel: Og hvor?

Dragen: Jeg gik en tur i det indre København ...

Frederik: Blev folk ikke lettere forbløffede over en udød julekalender-ninja-robot-drage?

Dragen: Jeg var incognito. Nå, hvorom alting er, så gik jeg altså bemeldte tur, da jeg stødte på et lille afsides antikvariat ...

Marcel: Hvis det var i indre by, kan det da næppe have været så afsides igen.

Dragen: Korrekt. I dette lille afsides ...

Frederik: Knap så afsides!

Dragen: I dette lille delvist afsides antikvariat gik jeg og snusede lidt rundt, da jeg ...

Frederik: Hvordan kunne du være i et lille antikvariat? Du er en stor, stor drage.

Dragen: Jeg var incognito, sagde jeg.

Frederik: Ah. Fortsæt bare.

Dragen: Jeg gik altså og snusede rundt, da det pludselig sagde "Glafump!" og en bog faldt ud af reolen lige ved siden af mig.

Marcel: Jeg er ret sikker på at det ikke ville lyde sådan.

Dragen: Men det gjorde det altså.

Marcel: Nå, jamen så er det i orden.

Dragen: Ja. Bogen faldt ud reolen og landede slået op på dette kort over de underjordiske bornholmske huler.

Frederik: Og dér mener du altså vi kan finde noget brugbart.

Dragen: Ellers vil hele dagens julekalenderindslag være ret spildt. Og gårsdagens.

Frederik: God pointe.

Marcel: Til Bornholm!

2008-12-10

 

Jagten på den forsvundne handling - del 2: Men hvor skal vi gøre af osten?

Frederik: Efter et langt og møjsommeligt research-arbejde, kombineret med en del gæt - de fleste ukvalificerede - har jeg fundet ud af mangt og meget om handlingen. Handlingen blev indført i Danmark af friherren Jens Gustafsen i 1811, men havde været kendt i Holland og kolonier (især sydamerikanske) siden 1500-tallet. Den lever mestendels af plankton og gamle vanter, men i nødstilfælde er den set spise en søløve eller to. Den holder af lange gåture og gamle svenske film, men kan ikke udstå gæs. Den lever især om natten, men sjældent nord for Gedser eller i en iskiosk. Dens hovermaskine er fuld med åler. Mange mænd har forsøgt at byde den op til dans, men den foretrækker en kane fuld af åkander. Fem små fisk i bækken. Se far, jeg kan cykle! Wuptiduptidup! Glafump!
Dragen: Og du er helt sikker?
Frederik: Nej.

2008-12-09

 

Jagten på den forsvundne handling - del 1: Har en kat virkelig ni liv?

Dragen: Hvordan ser en handling egentlig ud?
Frederik: Det er et godt spørgsmål. I denne blogs julekalendre har den typisk været en lille forvirrende klump med underlige tråde stikkende ud i alle retninger.
Marcel: Sådan lissom din mor?
Frederik: Vi er brødre, Marcel. Det gør din vittighed dårlig og sær.
Marcel: Og tarvelig. Jeg hader mig.
Frederik: Godt så.
Marcel: Nej, det er ikke godt. Jeg skal leve med mig hver dag!
Dragen: Du er udød. Du skal slet ikke leve.
Marcel: Sejt.
Dragen: Meget.
Frederik: Jaja, det er jo altsammen fint nok. Men vi skal altså finde den handling!
Marcel: Hvor var den sidst?
Dragen: Jeg er ikke sikker på den nogensinde har været.
Frederik: Hvor var den så ikke sidst? Det må være dér vi skal starte med ikke at lede. Når vi så ikke har fundet den andetsteds, må vi finde et nyt sted.
Dragen: Gav det mening?
Marcel: Nej.

2008-12-08

 

Efter pebernødder

Frederik: Puha, så har vi osse snart brugt lige lovlig lang tid på at komme i gang. Jeg kunne forestille mig at læserne er ved at være lidt utålmodige. Vi er allerede en tredjedel igennem, og det eneste vi har opnået har været forvirring om præcis hvad dragen er ...
Dragen: Jeg er en udød julekalender-drage-robot-ninja. Det giver da sig selv.
Frederik: Og det er så osse forholdsvis forvirret. Ikke at vi andre er meget bedre. Jeg er en zombie, men får spist mere kage end hjerne, og vores vampyr har ikke som sådan udvist den blodtørstighed man måtte forvente af hans type. Men ikke desto mindre er vi hvad vi er, og det må være det. Nu skal vi se at få fundet en handling, så der kan ske noget. Det er tid til ...
Alle tre: JAGTEN PÅ DEN FORSVUNDNE HANDLING!

2008-12-07

 

Efter finskbrød

Frederik: Det var gode finskbrød. Men nu skal vi altså snart se at komme i gang med noget alvorligt. Vi skal ...
Dragen: Bage pebernødder?
Frederik: Ja, nemlig. Men derefter skal vi altså overveje hvordan vi kan få gjort noget ved den julekalender. Vi skal have fundet en handling.
Marcel: Hvor finder man sådan en henne?
Frederik: Godt spørgsmål. Det må vi se på efter pebernødderne.
Dragen: Mmm ... pebernødder.

2008-12-06

 

Skal vi komme i gang?

Frederik: Nå, men nu hvor vi har fået afklaret dragens status ...
Marcel: Hvad nåede vi egentlig frem til?
Frederik: Et eller andet med en udød ninja-robot-agtig ting. Ca.
Marcel: Det virker ikke fantastisk afklaret.
Frederik: Nej, men det er afklaret nok.
Dragen: Wee!
Frederik: Nu hvor vi har fået afklaret dragens status, skal vi altså se at komme i gang med faktisk at lave en julekalender. Det er trods alt det vi er her for.
Marcel: Ja. Hvad skal den handle om?
Dragen: Mig!
Frederik: Nej, du får lov til at være medvirkende, men den skal altså ikke handle om dig.
Dragen: Hvorfor ikke?
Frederik: Det er jo ikke spændende at den bare handler om os. Der skal lissom ske et eller andet.
Dragen: Jamen jeg er en udød julekalender-ninja-robot-drage. Det er ret spændende.
Frederik: Lidt. Men det er bare ikke nok. Vi skal have handling og intriger.
Marcel: Sex, vold, kager ...
Dragen: Hvilke kager?
Marcel: Finskbrød, pleskner, pebernødder ...
Dragen: Mmm ... finskbrød.
Frederik: Vi skal ikke have kager! Vi skal have eventyr!
Marcel: Hvis du ikke vil have, behøver du ikke spise nogen.
Dragen: Nej, det er helt fint med os.

Dragen og Marcel går væk for at bage kager

Frederik: Hov, vent på mig! Jeg vil osse have finskbrød!

2008-12-05

 

Robotten

Dragen: PUT SKIP EDIT('DET ER SJOVT AT VÆRE EN ROBOT')(A);
Frederik: Men behøver du være skrevet i PL/I? Du kunne være en lidt mere moderne robot, kunne du.
Dragen: Console.WriteLine("Du har en pointe");
Frederik: Ja. Men jeg er i øvrigt ikke sikker på at en robot er en rigtig udød.
Dragen: Robot.SetMode("Undead");
Dragen: // Så skulle det være i orden
Frederik: Jeg er ikke sikker på det virker sådan.
Dragen: Robot.SetMode("Ninja");
Dragen: Console.WriteLine("Hiiyah!");
Dragen: Robot.Attack("Frederik");
Dragen: Robot.SetMode("Undead");
Frederik: Av. Du er dum, er du.
Marcel: Og jeg er i øvrigt slet ikke sikker på at robotter taler sådan.
Dragen: Øv.

2008-12-04

 

Hvad der skete med pizzaen

Dragen: NOMNOMNOM! Mmm ... det var en god pizza.
Frederik: Hvorfor spiste du så ikke det hele i går?
Dragen: Det er faktisk en sjov historie.
Frederik: ...
Marcel: ...
Dragen: Kanske jeg skulle fortælle jer den?
Marcel: Ja, det skulle jeg mene. Jeg hentede den trods alt.
Dragen: Ah, så det var dig!
Marcel: Ja, det kan du da vel godt huske?
Dragen: Nej, du må tænke på at det skete mellem to indlæg.
Frederik: Jeg tror ikke vores kære vampyr-ven har tænkt så langt. Hans hjerne er knapt i en tilstand hvor jeg ville æde den.
Marcel: Hovhov, hr. zombie-fjæs!
Frederik: Uha, hvor elegant! Jeg er en zombie, så derfor skal jeg kaldes zombie-fjæs? Virkelig voksent.
Dragen: Hæhæ ... zombie-fjæs!
Frederik: Kæft, drage! I det mindste er jeg en rigtig slags udød. Du er en ninja!
Dragen: Ninjaer er seje! Især drage-ninjaer!
Frederik: Men de er ikke udøde ...
Marcel: Nej, det er de faktisk ikke.
Dragen: Er de da døde, måske? Nej, så derfor må de være u-døde. Det er logik. Logik, siger jeg! Logik!
Frederik: Nej.
Dragen: Øv. Men hvis ninjaer ikke er udøde, og jeg er udød, hvad er jeg så?
Marcel: En robot, måske?
Dragen: DCL ROBOT CHAR(3) INIT('MIG'); PUT SKIP EDIT('WEE!')(A);

2008-12-03

 

De er tilbage!

Frederik: Vi er tilbage!
Marcel: Nogen har genoplivet os!
Frederik: Eller vi er i hvert fald bragt tilbage på en eller anden måde.
Marcel: Hvad mener du?
Frederik: Jeg tror vi er udøde. Jeg har en sær fornemmelse af at være en zombie.
Marcel: Du har ret. Jeg har ret spidse tænder, så jeg er nok en vampyr.
Dragen: Og jeg er en ninja!
Frederik: Ninjaer er da ikke udøde?
Dragen: Ssch!
Frederik: Nåhja. Du er en ninja!
Marcel: Og jeg er sulten.
Frederik: Ja, god pointe. Vi har været døde de sidste par år, så vi bør sikkert få noget at spise. Mmm ... hjerner!
Marcel: Jeg vil have blod, tror jeg. Det plejer at være det vampyrer spiser, ikke?
Frederik: Jo. Men hvad med ninjaer?
Dragen: Pizza. Helt klart.
Frederik: Jeg er ikke sikker på at Turtles er repræsentative for ninjaer i almindelighed. Og dertil er du ikke en traditionel ninja, men den slags der åbenbart er en slags udøde væsener i denne blogs forkvaklede opfattelse af ting.
Dragen: Og en drage!
Frederik: Ja, osse det.
Dragen: Så derfor vil jeg have pizza.
Frederik: Jajada. Hjerne, blod, pizza. Hvem henter?

Ja, hvem henter mad til vores nyligt genopstandne helte? Følg med i morgen! (Dette er ingen garanti for at man ved at følge med i morgen faktisk får svaret på det stillede spørgsmål.)

2008-12-02

 
Nå, jeg må hellere fatte mig lidt. Jeg skal have samlet tankerne - en julekalender ... Hvad skal den handle om? Hvem skal være med? Skal jeg genoplive Frederik og Marcel? Sidste år var de med som spøgelser, men er det en god idé? Har der i det hele taget været noget godt i nogen af de foregående julekalendere? Betyder det noget om der er noget godt?

Ok, jeg skal ikke genbruge for meget, men på den anden side har folk jo visse forventninger. Det kan ikke udelukkes at disse forventninger er at jeg er død og borte - 4 fucking måneder! Hvad tænker han på? Spasser-Stefa... nej, nok om det! Jeg skal lave julekalender! Hvor var jeg nu? Frederik og Marcel, ja. Alle kan lide dem. Og dragen! Især dragen. Drager er seje.

Men vi skal ikke gentage handlingen fra sidste år. Ingen spøgelser. Men de er jo døde, så skal der være spøgelser alligevel? Hvordan får man spøgelser og ikke-spøgelser på én gang? Zombier? Vampyrer? Ninjaer? Humm ...

2008-12-01

 

En blog vågner af sin dvale

Hmmm ... det er godt nok mørkt. Gad vide hvor længe jeg har sovet - det må da næsten være nat. Eller er det kanske snart morgen igen? Det ville være lidt pinligt hvis jeg havde sovet en hel dag væk. Er det den 4. eller 5. august? Hvad siger min kalender ... den 1. - det giver da ikke mening. Det var da den 3. da jeg lagde mig til at sove. Hov, vent! Måneden! Hvilken måned er det? December? STEFAN FOR HELVEDE! Hvad har du gang i? Jeg kan da ikke bare gå i gang med en julekalender uden nogen former for forberedelse! Argh!

This page is powered by Blogger. Isn't yours?