Blogging Åmål

De trofasteste af mine læsere vil muligvis have bemærket at jeg ikke fik opdateret min blog i torsdags, men i modsætning til hvordan det sædvanligvis forholder sig, havde jeg denne gang en undskyldning - jeg var i Slagelse, hvortil internettet vist nok ikke er nået endnu.

Som nævnt har jeg fået nyt arbejde, hvor jeg formelt starter på mandag. Imidlertid holdt min kommende afdeling, sammen med en afdeling med hvilken den normalt samarbejder en del, et samarbejdsseminar i Slagelse fra torsdag til fredag, og jeg blev inviteret med for at få mulighed for at lære mine nye kolleger at kende. Den første dag var helt klart bedst i den henseende - dagen var mest fokuseret på personlighedstyper (vi havde alle taget en test (Jungsk Type-Indikator) - jeg er INTJ (jeg plejer at teste som INTP i den slags, men min type var relativt markant i den givne test, hvor jeg kun plejer at være en svag P'er)) og teambuilding, hvilket åbenbart indebærer at man laver store A'er af sammenbundne træpæle og forsøger at manøvrere dem omkring ved hjælp af noget tovværk. Og tilsvarende.

Det var altsammen ganske fysisk udmarvende, og da aftenen bød på god middag med rødvin og god øl ad libitum, endte vi relativt hurtigt med at være forholdsvist afslappede - det var ganske hyggeligt og jeg fik da osse sludret lidt med et par af mine nye kolleger.

Dagen efter var markant kedeligere. Hér var fokus på konkrete problemer i de to afdelingers daglige virke. Og eftersom jeg jo er fuldstændigt ny, havde jeg ingen som helst indsigt i nogen af deres problemstillinger, og kunne i bund og grund bare sidde i omkring 4 timer og høre på at folk talte om ting jeg ikke anede noget om. Det var ikke så sjovt som det lyder.

På hjemturen havde jeg i øvrigt en pudsig oplevelse.

I 1 mod 100 er jeg nu ene panelmester og panelrekordholder, og Peter Schmeichel gav mig blomster da jeg som den første nåede 50 rigtige svar i træk. Og jeg er fortsat med i næste uge, selvfølgelig.

Jeg har fået arbejde! Jeg starter på mandag i et større dansk forsikringsselskabs IT-afdeling, og dermed er jeg omsider osse blevet opslugt af storkapitalen. Det tog gonnåk sin tid.

Det betyder naturligvis at det nu er slut med historierne fra Job-klubben (med mindre jeg begynder at opdigte nogen til min næste julekalender) - men det havde det under alle omstændigheder været, da jeg i morges blev sendt i aktivering. Og ja, det havde selvfølgelig været meget rart for min læserskare hvis jeg faktisk havde fået bare en uges tid i Albertslund Kommunes metalværksted, men nej. Sådan skulle det ikke gå. Jobgudernes timing var upåklagelig, og jeg er på egne vegne nogenlunde tilfreds med Universet. For denne gang, altså.

Huhej og atter huhej. Og lidt wee!

Jeg bor i umiddelbar nærhed af en skole. Heldigvis tilstrækkeligt langt væk til at jeg ikke generes af de mange børn der render rundt og er børn derinde, men tilstrækkeligt tæt på til at jeg ofte passerer den - mere specifikt går jeg ofte langs en sti der i høj grad befærdes af cyklende skolebørn.

I forgårs var ingen undtagelse. På grund af den busstrejke der på daværende tidspunkt forhindrede busserne i at køre, var jeg netop gået den egentlig ikke så forfærdeligt lange vej hjem fra Jobklubben (dette har egentlig intet med selve historien at gøre, men osv.), da jeg nåede bemeldte sti. En lille pige kom kørende i modsat retning af mig, men uden nogen realistisk kollisionsfare, så jeg valgte rimeligvis at overse hende. Altså indtil jeg ud af øjenkrogen bemærkede at hendes cykel hældte på en måde der mest af alt indikerede at hun meget stille og behersket var i gang med at køre direkte ind i buskadset på den anden side af stien.

Da først det gik galt - jeg antager det ikke var hendes hensigt, selvom det næsten så sådan ud - drejede jeg naturligvis af for at se om pigebarnet var kommet noget til. Før jeg nåede derhen lød det stille og roligt "Jeg er ikke kommet noget til." fra den lille pige der stadig lå halvvejs inde i buskadset. Jeg valgte at tage det for gode ord og gik væk igen.

På vej væk bemærkede jeg at hun rejste sig og umiddelbart lod til at hive meget i en endnu mere stilleliggende cykel. Da jeg atter nærmede mig for at spørge om cyklen sad fast, benægtede hun - fortsat stille og roligt og ganske fattet - at dette skulle være tilfældet. Hun havde fuldt ud styr på situationen. Jeg vendte om og gik væk, mens jeg tydeligvis kunne se hende slide og slæbe for at få en cykel der sad meget fast, ud af budskadset.

Det lykkedes ikke for hende før hun var ude af syne, men da jeg i går så efter, var der ikke nogen cykel mere.

Med lidt held er jeg efterhånden godt på vej med faktisk at få et job. Jeg var til 2. samtale i et større forsikringsselskab tidligere i dag. Jeg havde lidt frygtet samtalen, da den involverede en HR-mand og resultatet af en personlighedstest jeg tog i sidste uge. I virkeligheden var HR-manden ganske flink - vi brugte de første par minutter af samtalen på at diskutere øl - og skulle i øvrigt rundt til flere andre samtaler, hvorfor det var meget hurtigt overstået.

Selve testen var baseret på at man fik præsenteret en lang række ordpar og for hvert af disse skulle vælge det man følte sig bedst beskrevet af. Som oftest vil man egentlig helst vælge enten begge ord eller ingen af dem, hvilket gør det til én stor øvelse i frustration. Resultatgrafen virkede meget rimelig. Der var en stor grøn plamage hvori de fleste angiveligt havnede, mens mine resultater med få undtagelser lå helt udenfor.

Det kan dårligt betyde andet end at jeg er sej. Eller gal. Under alle omstændigheder hører jeg om jeg er købt eller solgt i løbet af denne uge.

I 1 mod 100 avancerede jeg til panelmester (dvs. den i panelet der har svaret på flest spørgsmål) og blev derfor pludselig introduceret af selveste Peter Schmeichel. Og eftersom jeg ikke røg ud, kan man muligvis forvente noget tilsvarende på fredag. Sikke min berømmelse pludselig tager fart!

... og jeg skal atter finde på noget at skrive. For en sikkerheds skyld må jeg hellere forsøge at skrive noget mere fra mit liv, så mine læsere ikke går helt til i anmeldelser af tv-serier.

Jeg har netop afsluttet et kursus i C#. På en eller anden måde lykkedes det mig at overbevise de rigtige mennesker om at det ville være en fordel i forhold til min videre jobsøgning (hvad det i øvrigt formentlig vil), hvad man næppe kan sige om aktivering i vikingesystuen (Albertslund Kommune har en vikingelandsby til undervisningsmæssige formål, og til den skal de bruge vikingetøj - hence en vikingesystue til os stakkels kontanthjælpsmodtagere) eller hvor jeg nu engang kan finde på at havne.

Det (altså aktiveringen) burde ske snart, egentlig - lissom det burde være sket for et par uger siden. Jeg skal under alle omstændigheder tilbage til Jobklubben i morgen, hvor min fremtid sikkert skal besegles. Med mindre de igen giver mig dispensation langt udover hvad man med rimelighed kan forvente.

I øvrigt er jeg stadig med i 1 mod 100, så med lidt held kan I få et 2-3 sekunders glimt (eller måske mere?) af mig igen i morgen. Hvem ved?

For længe siden i en galakse langt, langt væk ... Eller muligvis engang i fremtiden. Eller lige nu. Og egentlig sikkert i mælkevejen ...

Settingen for Battlestar Galactica er ikke helt klar, og det er sådan set en vigtig del af plottet. Serien er i princippet baseret på en gammel sci-fi-serie af samme navn, men er på alle vigtige punkter helt sin egen.

Udgangspunktet for serien er næsten-udslettelsen af hele menneskeheden. Altså af den del der udgøres af de 12 kolonier der engang i svundne tider forlod den sagnomspundne planet Kobol. De udviklede avanceret teknologi, men gik åbenbart for vidt da en race af bevidste maskiner, cyloner, opstod og erklærede deres undertrykkere krig. I første omgang endte krigen med en våbenhvile, der dog kun varede indtil cylonerne havde udviklet sig nok til at de kunne infiltrere menneskeheden og planlægge ét afgørende angreb der udryddede alt bortset fra omkring en 40000 mennesker.

Ombord på en flåde, under ledelse af det gamle udtjente krigsfartøj Battlestar Galactica, forsøger de nu at finde frem til den mytiske 13. koloni - Jorden. Dette er naturligvis ikke en simpel opgave. For det første er der ikke nogen der som sådan ved hvor denne mærkelige planet befinder sig (nej, det er ikke nok at min ærede læser siger "Den er da lige hér!"), og dertil er der jo trods alt osse en flok onde maskiner efter dem - maskiner der til forveksling kan ligne mennesker.

Faktisk ligner de mennesker i så høj grad at min brug af ordet "onde" er aldeles urimelig. For på mange måder er cyloner mindst lisså menneskelige som menneskerne - de starter som entydige skurke, men efterhånden som serien skrider frem, kan man let blive i tvivl om hvem, om nogen, der egentlig i sidste ende har forfatternes sympati. Cylonernes folkemord er naturligvis grusomt, men på den anden side ville de færreste mennesker stå tilbage for at gøre noget tilsvarende mod cylonerne hvis de fik muligheden. Det er i seriens univers ganske klart at krig gør folk afstumpede, selvom det menneskelige element absolut stadig er med.

Serien er episk, men formår stadig at balancere de store rumslag med det menneskelige drama og for den sags skyld osse det politiske rænkespil. Det er (for nu at overdrive en lille smule) West Wing der møder Ringenes Herre i det ydre rum. Og det fungerer.

Jeg ved ikke om det er min arbejdsløshed eller bare den medfølgende mangel på oplevelser der er årsagen, men jeg synes det bliver sværere og sværere at tage mig sammen til at skrive herinde. Ikke at det skal forhindre mig, dog. Dertil er jeg trods alt for selvglad.

Men hvorom alting er, er det efterhånden ved at være nået dertil hvor det ikke rigtig er sjovt at være arbejdsløs bums. Jeg trænger lidt til en ny identitet - og min hidtidige eksponering i 1 mod 100 har jo ikke som sådan ophøjet mig til tv-stjerne, så jeg må nok finde på noget andet. Men hvad? Svensk højdespringer er selvfølgelig en klassiker, men på en eller anden måde kunne jeg osse godt tænke mig at det var en identitet jeg ikke som sådan havde tyvstjålet fra en anden.

Af en eller anden grund har jeg endnu ikke fået anmeldt Veronica Mars. Hvis du nu sidder og tænker at det har jeg da, idet du tydeligvis sidder og læser anmeldelsen, har du naturligvis ret. Men lige netop nu, mens jeg skriver dette, og ikke mens du læser det, har jeg ikke færdiggjort min anmeldelse, og dermed er mit udsagn ganske korrekt.

I min ovenstående formulering har jeg, udover at bibringe jer en urimelig bunke forvirring (nej, det er ikke meget, men lidt kan osse være urimeligt når det kommer til ting der ikke nødvendigvis er af det gode), antydet at det faktisk er mærkeligt at jeg ikke har anmeldt Veronica Mars før, og det er det rent faktisk osse. Det var derfor jeg valgte at antyde det. Veronica Mars er nemlig, i mine øjne, simpelthen den bedste serie der går for tiden.

I bund og grund er serien meget simpel. Det er Buffy uden vampyrer. Hovedpersonen, der ikke videre overraskende hedder Veronica Mars (det er ikke hér vi skal lede efter plot twists), er en ung pige der forsøger at balancere skolegang, et til tider forskruet kærlighedsliv og en hang til at opklare forbrydelser i sin fritid. Hendes far er tidligere politichef (grunden til dette er baggrunden for det gennemgående plot i sæson 1) og nuværende privatdetektiv i en rig californisk by, og Veronica virker til dels som hans assistent, og til dels påtager hun sig selv sager for de rigere studerende i sin skole.

Dialogen er skarp og vittig på en meget buffysk måde, og de generelt ganske velgennemtænkte historier strækker sig over hele sæsoner. De fleste figurer er velskrevne, og hvor de af og til kan virke lidt karikerede til at starte med, vil de som oftest (med enkelte undtagelser) udvikle sig og vise flere lag som serien skrider frem - uden det på nogen måde bliver kliché-præget. Serien kører for tiden på tredje år, og jeg er stadig begejstret.

Og så har Joss Whedon en cameo i sæson 2! Nørde-point!

En naiv Google-søgning på 1 mod 100 afslører det lidet overraskende faktum at resultatet er 1. Om man kan bruge det til noget, lader jeg være op til den interesserede læser (jeg er egentlig lidt i tvivl om hvilken af mine læsere der er mest interesseret - det kan I få lov til at diskutere i kommentarerne).

Men under alle omstændigheder var jeg på tv i dag. Ganske som annonceret. Det var ikke meget, men jeg var der, og jeg overlevede den første række spørgsmål, og er derfor stadig med i morgen. Og dér går det totalt amok når Peter Schmeichel taler til mig og alt muligt - jeg er jo et af de få tilbageværende blandt Mensa-medlemmerne i panelet.