Blogging Åmål

Det er sidste uge med mine små russer, og på mandag skal jeg afsted til England. Men det at vi er tæt på at være færdige betyder desværre ikke at der kan slappes af - de små pus skal jo evalueres, og det betyder meget rettearbejde for mig.

I dag var der prøve - heldigvis multiple choice, så den var nogenlunde hurtigt rettet - og næstsidste afleveringsopgave. Denne skal jeg naturligvis have rettet færdigt til på torsdag, da dette er sidste undervisningsdag. Når vi når dertil, har de en allersidste afleveringsopgave - den skal osse rettes (og på det tidspunkt er jeg alvorligt ved at løbe tør for tid; jeg skal trods alt på et fly mandag). Men den er ikke alene, for jeg har som tidligere nævnt osse et andet kursus, og det evalueres ved aflevering (og forhåbentlig godkendelse) af hele to projekter.

Sidste afleveringsfrist for første projekt var i dag, hvilket gav en bunke som jeg på mystisk vis har formået at få rettet. Andet projekt skal så være afleveret på torsdag. Altså samtidig med russernes obligatoriske aflevering. Og ideelt set skal det hele naturligvis være rettet senest fredag, så jeg ikke behøver tage forbi HCØ om mandagen på vej til lufthavnen.

Det blev foreslået i en kommentar at bitre Stefan skulle sendes til England. Det virker som en god idé, så det vil jeg fluks gøre. Så snart den igangværende blok (der slutter efter næste uge) slutter (dvs. efter næste uge), vil jeg tage afsted til Cambridge, hvorfra jeg vil komme at dømme i de efterfølgende 7 uger vil kunne holde jer alle underholdt med fortællinger om aldeles andre ting end små ruspus og hvad dertil hører.

Meget lidt relateret konstaterede jeg for ganske nylig (dvs. et par minutter siden) at hvis frekvensen af folk der hedder Henrik i den danske befolkning skulle modsvare den tilsvarende frekvens i Mensa, skulle befolkningen (hvis man antager at Henrik-antallet er fast) ligge ret tæt på 1,789 millioner. Det burde få de fleste ekstremt paranoide til straks at spekulere over hvad i alverden forbindelsen er mellem Mensa, Henrik og den franske revolution. Og har det hele mon noget med normalmeteren at gøre?

Bemærk: Blogger havde visse problemer med at uploade ting i går. Derfor kommer denne post først op i dag (fredag) - jeg havde således ikke glemt jer, men var blot et uskyldigt offer for moderne teknik.

Kære blog,

I dag vendte jeg tilbage efter ferien. Frisk og veludhvilet (faktisk så veludhvilet at jeg åbenbart udstrålede tilstrækkeligt med glæde til at få spørgsmålet "Hvad hedder hun?"). Den stress jeg i det små har døjet med de sidste uger har været ganske væk, og jeg har stort set været glad og harmonisk hele dagen.

Skræmmende.

Selv gensynet med mine små ruspus var den rene fornøjelse. Vi morede os med alle de sædvanlige selskabslege - partielt afledede, Hesse-determinanter, optimering af glatte funktioner osv. Selv enhedskartoflen Torben dukkede op og vakte den glæde man nu engang kan forvente.

Det bliver ganske spændende at se hvor lang tid der går før mit bitre og sarkastiske jeg atter er tilbage. Jeg savner ham lidt.

Jeg har de sidste par dage absolut intet lavet. Hvor er det eegeentlig umanerligt ratr (det foregårende er muligvis ikke stavet helt hefter sprognmævnets forskrivter). Til gengæld har jeg uden samvittighedskvaler kunnet bruge hele aftenen på at drikke øl - for derefter at tilbagedatere (længe lvee Blogger) min blog så den er skrevet i dag og ikke i morgen.

Wow, hvor er morerne teknik smart!

Det er jo som bekendt ferie nu, hvilket betyder at jeg ikke rigtig har noget at brokke mig over. Følgeligen har jeg heller intet at skrive om, men det har jo aldrig som sådan været en forhindring.

På vej hjem i natbussen i fredags (det var blevet lidt sent - altså tog jeg en natbus) observerede jeg tre stærkt berusede unge mennesker i sort tøj og alt for meget makeup (jeg antager de tilhørte en vis østgermansk stamme der typisk går klædt sådan for at udtrykke deres kollektive individualisme) - en han og to hunner.

Hannen var så absolut den mindst interessante af dem. Ikke fordi hunnerne på nogen måde var tiltrækkende, men alene fordi de rent faktisk var i stand til at åbne munden uden at brække sig. Det gjorde de så osse i meget høj grad. Den ene - lad os kalde hende nummer 1 - var især stærkt beruset og skiftede lidt frem og tilbage mellem at ligge på et par forskellige sæder og i midtergangen, altimens hun talte meget usammenhængende om en "Jeppe" (jeg er ikke sikker på det var det rigtige navn) som den anden - nummer 2 - åbenbart havde haft travlt med ikke at kysse på (det var noget med lidt knas i et forhold eller sådan noget.

Men den absolut mest interessante/spøjse del af samtalen var de 5-10 minutter nummer 2 brugte på at overbevise nummer 1 om at hun (altså nummer 1) enten måtte være lesbisk eller biseksuel. Nummer 1 benægtede hårdnakket slige påstande på trods af ellers ret overbevisende argumenter - heriblandt det umiddelbart definitive "Du er min fucking ekskæreste!" der blev gentaget indtil flere gange.

Hurra, der er ferie. Jeg har godt nok et seminarium og et kollokvium jeg forventes/forventer at overvære i morgen, men for alle praktiske formål har jeg fri. I hvert fald indtil jeg tager mig sammen til at begynde på at rette afleveringer på det mærkelige af de kurser jeg er sat til at undervise på for tiden (altså det uden ruspus).

Bloggen vil selvfølgelig fortsætte, men jeg bør have andre (eller slet ingen) ting at skrive om de næste par gange - er det ikke spændende?

I øvrigt var jeg i biografen i går for at se Over the Hedge. En aldeles morsom film (hyperaktive egern er pr. definition sjove), der dog haltede lidt på det rent historiemæssige plan. Men værd at se (hvis man kræver både hyperaktive egern og en god historie, bør man i stedet se Hoodwinked! - den bør man faktisk under alle omstændigheder se).

Ganske uden jeg har opdaget det, er det blevet oktober. Det var godt nok osse oktober de tre sidste gange jeg skrev herinde, men det er først lige gået op for mig nu. Det betyder at der er under en måned til november - og dermed ikke flere ruspus i denne omgang.

Og hvor det isoleret set sådan set er lidt trist - de er jo søde, de små - betyder det samtidig at jeg ikke længere skal bruge al den tid på forberedelse, opgaveretteri og hvad der ellers kommer.

Og nu fik jeg så atter drejet teksten væk fra hvad jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om, nemlig efterårets uafvendelige fremmarch, og over på den undervisning der lader til at være altdominerende i mit liv lige netop nu. Suk.

Dette er simpelthen mit første indlæg efter jeg gik over til mit ny og forbedrede blogformat (well, en ny adresse er måske ikke helt nok til at kalde det et nyt og forbedret format, men jeg har ikke bedre at tage mig til).

Den lidt kryptiske titel er en henvisning til at jeg om lidt vil beskrive begivenheder der, om man skal tro angivelsen af hvornår dette er skrevet, ikke har fundet sted endnu - og hvis finden sted ganske vil umuliggøre at jeg sidder og skriver dette lige nu. Jeg var i aften til koncert med Roben & Knud der på mystisk vis formår stadig at være sjove.

Efterfølgende tog jeg toget hjem fra Hovedbanegården med afgang om ca. 5 minutter (hér begynder beretningen at være umulig). Ulempen ved netop den afgang er at dens ankomst i Glostrup er ca. 5 minutter efter den sidste busafgang. Konsekvensen af det er en vis taxanødvendighed - ved et lykketræf var der to nydelige unge damer (den ene nydeligere end den anden - væsentligt endda) der skulle ca. den samme vej som mig, så vi blev enige om at dele en taxa.

Efter at have ventet en 5 minutters tid på taxaen dukkede den op, hvorefter et ungt par dukkede op af den blå luft og sprang ud foran os for at snuppe den. Den anden unge dame (altså af de to - ikke den i parret (hun må være den tredje)) fandt sig imidlertid ikke i noget og fik dog med kvindelig list og snilde (eller ved at brokke sig meget klart og tydeligt) kapret vognen og vi kunne køre afsted.

Det skulle dog ikke være så enkelt igen for den første (og altså nydeligste) unge dame havde ingen kontanter, men blot et dankort. Vi andre havde hver især en 100-krone-seddel. Det var især problematisk fordi den første unge dame skulle af først (og dermed ikke kunne betale for hele turen og efterfølgende modtage penge fra os andre - vi havde som nævnt heller ikke rigtig noget beløb der på nogen rimelig måde kunne gives som kompensation for en tredjedel af en tur på i alt omkring 80 kroner).

Vi endte med den elegante løsning at den første unge dame fik en gratis taxatur (til gengæld forærede hun os hver et stykke tyggegummi (og var aldeles nydelig, ej at forglemme)), mens jeg fik vekslet min seddel til en bunke mønter hos den rare taxamand, hvorefter jeg kunne betale de 40 kroner en halv taxatur kostede, til den anden unge dame.

Moralen: Det har jeg virkelig ingen anelse om, men jeg vil gerne gentage at hun altså var aldeles nydelig, hende den første. Gad vide hvad der bliver (bemærk igen at alt dette af naturlige årsager ikke er sket endnu - thi hvis det var, ville jeg skrive dette i morgen og ikke i dag) af hende?

Da der ikke rigtig har været nogen indvendinger, vælger jeg at flytte min blog nu. På den måde kan jeg i morgen starte en helt ny æra på uendelig.dk (hvorfra den bør være at finde allerede nu - eller i hvert fald senest om lidt). Af hensyn til dem der faktisk bruger en RSS-læser, beholder jeg selve site-feedet på algebra.dk (så I slipper for at ændre på noget) - resten vil blive flyttet.

Det er i hvert fald planen. Meget kan gå galt.

Efter en ren helvedesuge sidste uge der var så mange opgaver at rette (2 sæt afleveringsopgaver og en prøve) at det på det nærmeste drev mig til at drikke (det og så det at det er sjovt at drikke engang i mellem (i øvrigt er den sædvanligvis morsomme historie om hvor besværligt det er at komme fuld hjem fra København midt om natten knap så morsom i denne omgang - når klokken først er blevet 6 lørdag morgen, fungerer de almindelige offentlige transportmidler efterhånden nogenlunde igen)), står jeg pludselig, for første gang i denne blok, med en hel uge uden afleveringsopgaver eller andet af den slags.

Jeg kan faktisk sætte tid af til at lave ting. Jeg kan have et liv igen! Altså i en uges tid.

Meget lidt apropos ser jeg at min afstemning indtil videre føres klart (5-3) af uendelig.dk-gruppen. Jeg vælger derfor rent diktatorisk at afslutte den nu og erklære kampen for vundet. Det betyder at jeg snarest (med mindre der er nogen der har et rigtig godt argument for ikke at gøre så) vil flytte hele bloggen over på dens nye, spændende adresse.