2005-12-24

 

24. december 2005 - Juleaften

Frederik: Nå, så blev det juleaften.
Marcel: Ja. Og må vi så få lov til at åbne den dør?
Stefan: Ja.
M: Du har fundet ud af hvad du skal gemme bag den?
S: Ja.
F: Er det farligt?
S: Det er en hemmelighed.
M: Så du vil ikke fortælle om det er en dødsdom at åbne den?
S: Nej, det ville ikke være sjovt.
M: Det var forventeligt. Den er sikkert mineret.
Nissen: Ikke af mig. Jeg er bare nysgerrig efter hvad der er bag den.
Dragen: Osse mig.
F: Så I ved det heller ikke?
D: Nej.
Trolden: Gaargh!
D: Lige præcis.
M: Nå, jamen så lad os gøre forsøget.
[Marcel åbner døren]
F: Det havde jeg godt nok ikke ventet.
M: Nej, det må man sige. Det gør jo sådan set det hele værd. Alt pineriet, alle eksplosionerne.
N: Jeg vil normalt mene at eksplosioner er et mål i sig selv, men hold da op; det er i sandhed ganske forunderligt.
M: Ja, ord kan ikke beskrive det.
D: Det kunne man mene var en fejl i en tekstbaseret julekalender.
M: Det er jeg klar til at tilgive. Sikke en julegave.
F: Mange, mange tak.
[Frederik græder af glæde]
Alle: Glædelig jul til alle læserne!

SLUT

2005-12-23

 

23. december 2005

Godt så, så er vi der næsten. I morgen er det juleaften, og jeg er - i lighed med Frederik og Marcel - stort set sluppet helskindet igennem indtil videre. Jeg er i hvert fald i live, og forventer at vedblive med dette lidt endnu: Min trappe er nu gjort mere skridsikker end den var i går, og jeg har ikke flere julefrokoster at tage hjem fra, så hvad kan egentlig gå galt (jinx!)?

Marcel: Ok, jeg har fået nok af det her. Lad os dog få åbnet den forbandede dør!
Frederik: Dør?
M: Ja, den der er mærket "UDGANG".
F: Den du hele tiden har sagt vi ikke skulle åbne fordi det var for let?
M: Lige præcis den.
F: Så nu synes du pludselig ikke længere at det er for let?
M: Jo, og vi vil sikkert dø på grusom vis hvis vi gør det.
F: Og alligevel skal vi gøre det?
M: Hvad har vi at tabe? Det er snart juleaften. Julekalenderen slutter i morgen, og hvis ikke vi er sluppet ud inden da, er det ikke til at sige hvad der sker med os. Så pul det hele - lad os da åbne den dør.
Dragen: Nej!
M: Du vil ikke lade os åbne døren?
D: Ikke umiddelbart, nej.
M: Så det er faktisk en udvej?
D: Det aner jeg ikke. Jeg er bare på tværs.
F: Hvorfor?
D: Drager behøver ikke grunde! De er mægtige væsener med skæl og haler og vinger og ild og alt sådan noget!
[Dragen spyr ild, Frederiks skæg antændes]
F: Hov, hvorfor har jeg pludselig skæg?
Stefan: Ellers ville det ikke kunne antændes.
F: Jamen jeg havde da ikke skæg lige før, havde jeg?
S: Det er svært at sige. Jeg har været ret vag i min beskrivelse af jer.
F: Mnjah, det er selvfølgelig rigtigt.
M: Kan du ikke fjerne den drage så vi kan åbne den dør?
S: Kan, men vil ikke.
M: Så det er faktisk en udvej?
S: Det aner jeg ikke - jeg har ikke besluttet mig endnu. Det er mest derfor jeg ikke kan lade jer åbne den endnu. Måske i morgen.
M: Fordømt.
[Marcel springer i luften]
Nissen: Undskyld.
M: Pyt. Vi er ved at være vant til det.

2005-12-22

 

22. december 2005

I går var jeg så til årets sidste julefrokost. Denne gang var der ikke de store problemer med at finde hen til natbussen da jeg skulle hjem - den passede godt nok ikke helt perfekt med den natbus jeg skulle skifte til på Rådhuspladsen, men i det mindste var der trods alt kun en halv times ventetid eller så. Troede jeg.

Det viste sig naturligvis at natbussen til Albertslund kun går tre gange i alt i løbet af hele natten - når det altså ikke er weekend. Det betyder at man, hvis man er enormt uheldig - hvad jeg var - i stedet for at vente en halv time, skal vente halvanden (begynder det tidsinterval egentlig ikke at virke bekendt?).

Og så faldt jeg ned af en glat trappe i dag. Universet kan åbenbart stadig ikke lide mig.

Marcel: Så kan du lære det.

2005-12-21

 

21. december 2005

Stefan: Hvad ville I sige til at holde en julefrokost?
Marcel: Er maden giftig?
S: Nej, det er ganske almindelig julefrokost-mad.
Frederik: Vil vi springe i luften?
S: Jeg har bedt nissen om ikke at minere maden og øllen.
F: Hvad med snapsen?
S: Den bør i muligvis holde jer fra ...
M: Snapsen er mineret?
S: Nej, men det er snaps.
M: God pointe. Vil dragen forsøge at spise os?
S: Nej, den er godt tilfreds med flæskesteg.
F: Hvad så med trolden?
S: Dragen har lovet at underholde den.
F: Så vi vil slet ikke komme til skade?
S: Nej, det lover jeg!
M: Hmm ... så lad gå.
[Frederik tager en slurk af en øl der straks eksploderer]
M: Du lovede!
S: Jeg løj.
F: God øl.

2005-12-20

 

20. december 2005

Frederik: Hvad skal vi lave i aften, Marcel?
Marcel: Det samme som vi laver hver aften, Frederik. Prøve at finde en vej ud herfra.
F: Men nu er det fejlet hver eneste dag siden vi startede. Er det ikke lettere bare at vente til juleaften og se hvad der sker?
M: Det skal ikke altid være let.
F: Og det er så osse derfor vi ikke bare prøver den dør hvor der står "UDGANG"?
M: Det er der alle mulige grunde til. Den diskussion har vi haft.
F: Jaja, men hvad skal vi så gøre?
M: Vi fandt engang for længe siden en tunnel der muligvis ville føre os ud, men så glemte Stefan vist alt om den, og da vi er produkter af hans gale fantasi, gjorde vi det samme.
F: Men hvor er den henne, så?
M: Den må være lige modsat af hvor vi fandt den sidst.
F: Narf!
M: Øhm, ja. Lad mig nu se ...
Dragen: Den er lige herovre, gutter! Skynd jer at komme!
[Marcel og Frederik iler over imod dragen]
M: Hov, vent. Dragen plejer ikke at hjælpe os - det her er vist en dårlig idé.
[Dragen smider et skuffemøbel i hovedet på Frederik og Marcel]
D: I er for nemme.

2005-12-19

 

19. december 2005 - Frederik og Marcel keder sig

Frederik: Jeg keder mig.
Marcel: Mnjah, her sker ikke så meget i dag.
F: Vi må kunne finde på et eller andet at lave.
M: Sagtens, men det vil uvægerligt føre til at vi bliver sprunget i luften eller spist af en drage eller slået på.
F: Hmm ... ja. Det er nok egentlig en god ting at kede sig.
M: Ja. Men kedeligt.

2005-12-18

 

18. december 2005

Det viste sig at være en ganske fornøjelig julefrokost jeg var til i går. I hvert fald hvis man ser bort fra hjemturen.

Klokken et eller andet (som jeg har baglænsingeniøret til at være et sted mellem 2.30 og 3.00) om natten besluttede jeg at jeg var ved at være godt træt (og fuld), og at det nok var en god idé at tage hjem. Den korrekte løsning på hjemgangsproblemet havde været at gå hen til den nærmeste natbus, tage den ind til Rådhuspladsen og dér skifte til den bus der kører mig direkte hjem. En manøvre der ikke burde tage meget mere end halvanden time.

Halvanden time er ved et pudsigt tilfælde angiveligt (detaljerne står lidt slørede) den tid jeg brugte på at vandre forvildet omkring i den grumme kulde, mens jeg ledte efter et natbusstoppested i området. Heldigvis havnede jeg - muligvis ved et tilfælde - umiddelbart udenfor det kollegium hvor festen blev afholdt, og stødte dér ind i en anden festdeltager der var tilstrækkeligt ædru til at indse at det formentlig var en god idé at få fat på en taxi så jeg kunne komme ind til Rådhuspladsen, og hun kunne komme hjem.

Jeg ankom til Rådhuspladsen klokken ca. 4.35 - den sidste natbus går 4.30, og det første S-tog mod Albertslund 6.14, så endnu halvanden time skulle slås ihjel. Løsningen hér viste sig af en eller anden grund at være at sætte mig ind på en McDonald's og tvinge mere mad ned i min allerede overfyldte mave (sammenskudsmad og billig fadøl kan let komme til at fylde en hel del), mens jeg stille forbandede skaberværket og forsøgte ikke at sove.

Klokken 6.14 kørte jeg så omsider fra Hovedbanegården, og lidt over halv syv var jeg i Glostrup, hvorfra jeg så kunne tage en taxi (delt med 3 andre der viste sig at skulle samme sted hen) resten af vejen.

Klokken 6.55 kunne jeg lægge mig til at sove.

Frederik: Skal vi slet ikke være med i dag?
Dragen: Nej.
[Dragen sætter sig på Frederik]

2005-12-17

 

17. december

Jeg har besluttet at give Frederik og Marcel en velfortjent fridag i dag, mens jeg selv smutter til julefrokost. I mellemtiden kan alle andre fornøje sig med denne side (hvis de ellers har nerverne til det).

2005-12-16

 

16. december 2005

Marcel: Jeg synes det bliver senere og senere på dagen før du får opdateret din julekalender.
Stefan: Ja, det har jeg osse selv bemærket.
M: Lad mig gætte - du er løbet tør for idéer?
S: Det ville kræve at jeg havde den mindste anelse om hvad jeg lavede da jeg gik i gang.
M: Altså bortset fra det der med at vi skal komme til skade.
S: Ja, bortset fra det. Men det er vist osse efterhånden ved at blive lidt for meget gentagelse.
M: Tænk, synes du virkelig? Og så det der med pludselig at indføre trolde og nisser ... tydelig desperation!
S: Mnjah, men på den anden side så passer en nisse jo godt ind i en julekalender. Måske ville lidt juletræer være på sin plads?
M: Minerede juletræer?
S: Altså, det kan man jo aldrig udelukke ...
M: Tror du ikke dine læsere er trætte af at du minerer alting?
S: Nu er det jo ikke mig, men nissen.
M: Du har skrevet nissen! Og desuden fandt du først på den i går. Indtil da har du helt alene mineret ting. Og bortset fra det, så er det ikke spørgsmålet om hvem der minerer ting, men alene om hvorvidt ting fortsat skal mineres.
S: Jaja, det kunne da godt være man skulle opstille et ikke-mineret juletræ herinde, så.
Nisse: Neder. Hvad skal jeg så minere?
M: Du skal slet ikke minere noget som helst!
N: Hovsa ...
S: Hvad har du nu mineret?
N: Frederik ...
Frederik: Huh? Hvad er der med mig?
[Frederik eksploderer]
F: Det hér er bare urimeligt.

2005-12-15

 

15. december 2005

Frederik: Nå, der er du. Hvor har du været?
Marcel: Jeg ledte efter en udgang.
F: Fandt du så en?
M: Nej, men her er en trold.
F: Her er en trold og en drage?
M: Nemlig. Og de lader begge til primært at have til formål at smadre os.
F: Neder.
M: Og det samme gælder i øvrigt alt andet ved dette sted. Skodjulekalender!
Nisse: Hovhov, jeg har ikke til formål at smadre jer.
M: Hvem var det?
N: Mig! Jeg står lige hér!
M: Nå, dér. Hvor er du lille.
N: Ja, det er nisser typisk. Med mindre det er for besværligt rent effektmæssigt, altså.
F: Men det er det så ikke hér, åbenbart?
N: Nej, tekst kræver ikke så mange effekter.
F: Du har en pointe.
N: Sejt!
M: Men hvis ikke det er dit formål at smadre os - noget der i øvrigt ville være højst overraskende din størrelse taget i betragtning - hvorfor er du her så?
N: For stemningens skyld. Det er jo en julekalender.
F: Jeg spekulerede osse på hvor det julede ved kalenderen blev af.
N: Ohja, og så minerer jeg ting.
M: ...
F: Så det er din skyld at alting eksploderer hele tiden?
N: Ja. Det er ret sejt.
M: Så er du jo med til at smadre os! Løgner!
N: Rolig nu! Jeg minerer bare ting. Det er da ikke min skyld at I ikke kan holde jer fra dem.
F: Godt ord igen. Men hvad har du egentlig mineret?
N: Det kan jeg da ikke huske. Tror du jeg fører dagbog eller sådan noget?
M: Du er en elendig lille nisse! Jeg vil nu tage den kølle der af en eller anden grund ligger fremme lige ved siden af os, og slå dig med den indtil du indser at du ikke bare skal minere ting!
[Marcel griber den behændigt fremlagte kølle der straks eksploderer]
N: Dén havde jeg åbenbart mineret.
M: Det siger du ikke.

2005-12-14

 

14. december 2005

Dragen: Hej, trold.
Trold: Gaargh!
D: Virkelig? Hvor?
T: Gaargh!
D: Det havde jeg aldrig gættet - man hvad så med ...
T: Gaargh!
D: Så kan han lære det.
T: Gaargh!
Marcel: Aha! Jeg tænkte nok I samarbejdede!
D: Nejnej, intet samarbejde hér. Vi er bare ... øhm, hvad hedder det nu?
T: Gaargh!
D: Ja, nemlig!
M: Mig snyder I ikke! I planlægger hvordan I på bestialsk vis kan overfalde uskyldige stakler sammen!
D: Pff! Den slags planlægger man ikke. Så ryger hele fornøjelsen og spontaniteten.
T: Gaargh!
D: Lige præcis. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
[Marcel får en meteor i hovedet]
D: Se, sådan noget kan man bare ikke planlægge.

2005-12-13

 

13. december 2005

Marcel: Ah! Omsider lykkedes det mig at slippe væk fra alle de andre. Der er ingen, absolut ingen der kan finde mig hér.
Trold: Gaargh!
[Trolden slå gentagne gange Marcel i hovedet med en stor trækølle]
Stefan: Ohja, der er forresten trolde med i min julekalender. Dem bør du muligvis passe på.
M: Virkelig? Det havde mit ømme hoved slet ikke gættet. Og hvad laver du i øvrigt hér? Jeg troede jeg var sluppet væk fra jer.
S: Jeg er forfatteren og dermed allestedsnærværende.
M: Jeg hader dig.
T: Gaargh!

2005-12-12

 

12. december 2005

Frederik: Hallo? Hvor er du?
Dragen: Jeg er lige hér. Hvorfor?
F: Hov! Du var da taget på ferie.
D: Ja, men nu er jeg tilbage. Til alt held, åbenbart. Du ledte jo efter mig.
F: Nej, jeg leder efter Marcel.
D: Jamen du er jo lige dér.
[Dragen peger på Frederik]
Læserne: Buuh! Den vittighed er dårlig og i øvrigt alt for oplagt til at være sjov!
Stefan: Ja, men ville I kunne stå for at komme med den bare en enkelt gang? Altså når nu en af jeres hovedpersoner faktisk hedder Marcel?
L: Så lad gå for denne ene gang. Så længe det ikke er dérfor han faktisk hedder Marcel.
S: Bare rolig - det er der andre grunde til.
L: Godt så. Og undskyld forstyrrelsen.
S: Det er i orden. Drage?
D: Ja?
S: Vi må hellere få afsluttet dette afsnit inden det bliver for mærkeligt. Kan du ikke skyde Frederik eller et eller andet?
D: Jeg kan smide et juletræ i hovedet på ham?
F: Hørhov! Har jeg ikke noget at skulle have sagt?
D: Nej.
[Dragen smider et juletræ i hovedet på Frederik]
D: Men hvor er Marcel egentlig?
S: Godt spørgsmål. Det må jeg hellere overveje til i morgen.
L: Har du i det hele taget nogen som helst idé om hvor din julekalender er på vej hen?
S: Tydeligvis ikke.

2005-12-11

 

11. december 2005

Så er jeg flyttet over i min nye lejlighed. Den er ret meget lissom den gamle, bortset fra at den har en første sal (well, en hems, men hvem tæller), og at den er spejlvendt - ned til mindste detalje. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg allerede efterhånden har åbnet mit køleskab når jeg skulle smide ting ud, og til gengæld åbnet op for min skraldespand når jeg skulle have noget i køleskabet. Automatiserede handlingsmønstre kommer af og til til kort.

Marcel: Hvad i alverden skete der?
Frederik: Alting forsvandt et øjeblik, og nu lader det hele til at være spejlvendt.
M: Ja, det kan jeg godt se, men hvorfor er alting spejlvendt?
F: Det er egentlig et godt spørgsmål. Hov vent, der er en trappe - den var der ikke før.
M: Sørme så. Det kan måske være interessant. Med mindre den er mineret, eller ikke fører nogen steder hen.
F: Hvorfor tror du at alting er mineret? Du er ved at være lidt paranoid, er du ikke?
M: Jeg er ikke paranoid! Det er den galning af en forfatter der rent faktisk er efter os! Hvorfor tror du vi hele tiden bliver overfaldet af en drage? Fordi jeg er paranoid, måske?
F: Godt ord igen. Men jeg tror stadig du overdriver. Der er ingen grund til at antage at trappen skulle være mineret.
M: Godt så. Gå op ad den!
F: Tjah, hvorfor ikke?
[Frederik træder på trappen der straks eksploderer]
M: Der kan du selv se.
[Marcel vender sig om og går ind i en stor spids ting der plejer at stå i den modsatte side]

2005-12-10

 

10. december 2005 - Store flyttedag

Marcel: Hurtigt, dragen er væk. Vi skal finde en udgang.
Frederik: Jeg tror jeg så noget lige hérovre.
M: Hvad?
F: En slags tunnel. Det kan være den fører ud af julekalenderen.
M: Det lyder interessant. Hov, hvad sker der?
[Stefan slukker sin computer for at flytte den over i sin nye lejlighed]
M: Hvor blev alting af? Neder.

2005-12-09

 

9. december 2005

Marcel: Drage! Jeg har et forslag.
Drage: Næhsikkedog.
M: Hvad siger du til en våbenhvile?
D: Øhm ... nej?
M: Kom nu. I anledning af julen og alt det der.
D: Jamen en våbenhvile lyder kedeligt.
M: Kedeligt? Kald det hellere ferie!
D: Ferie lyder ikke helt dårligt - jeg kunne flyve sydpå.
Frederik: Og vi ville have tid til at finde en udgang.
D: Men på den anden side ville jeg gå glip af noget meningsløs vold. Det ville være lidt trist.
F: Ikke for os.
D: Nej, men I er så heller ikke drager. Jeg skal lige overveje det.
[Dragen sætter sig ned og grubler]
D: Mnjah, jeg kunne nok godt holde et par dages fri ...
F&M: Wee!
D: ... men jeg må hellere sørge for lige at bide lidt i jer inden jeg tager afsted. Bare for god ordens skyld.
F&M: Øv!
[Dragen bider lidt i Frederik og Marcel]

2005-12-08

 

8. december

Marcel: Hallo! Hr. forfatter!
Stefan: Ja?
M: Vi strejker!
S: I strejker?
Frederik: Ja, vi har simpelthen fået nok. Vi vil ikke arbejde mere for dig før vi får bedre forhold.
S: I er utilfredse med forholdene i min julekalender?
M: Nemlig!
S: Hvad er problemet?
M: Ja, hvor skal jeg starte? Vi holdes fanget, vi kan ikke bevæge os omkring uden at komme til skade ...
F: ... og selv hvis vi ikke gør noget, kommer vi osse til skade - pga. den forfærdelige drage.
Dragen: Mægtige drage, ikke forfærdelige.
M: Du er mægtigt forfærdelig, er du!
D: Nu er du bare tarvelig.
S: Men præcis hvordan har I tænkt jer at strejke? I arbejder jo ikke.
M: Fordømt. Vi håbede du ikke ville opdage det.
S: Drage?
D: Ja?
S: Du må godt slå dem nu.
D: Huhej, det er sjovt at være drage.

2005-12-07

 

7. december - Frederik og Marcel på HCØ

Det er snart længe siden jeg har fortalt om min specialeskrivning, så hér en lille dialog om et vejledningsmøde jeg havde i dag.

Scene: HCØ, foran min polske vejleders kontor, kl. 12.55
Stefan: Hmm ... der er ikke nogen hjemme, men vi aftalte jo sådan set osse først at mødes klokken 13. Jeg prøver igen om 10 minutter.

Foran polakkens kontor, kl. 13.05
S: Nå, der er stadig ikke nogen. Jeg giver ham lige en 10-15 minutter til.

Computerlokale på HCØ, kl. 13.15
Polak-mail: ??????????????????????????????????? [ordret gengivet]
Marcel: Det var gonnåk mange spørgsmålstegn.
S: Ja. Jeg antager det betyder at han mener jeg burde være oppe på hans kontor nu. Jeg smutter.
M: Fint. Hej, Frederik.
Frederik: Ja?
M: Har du bemærket at vi pludselig er på HCØ?
F: Ja, det virker lidt mystisk. Plejer vi ikke at være i en julekalender?
M: Jo, men Stefan begik den fejl at skrive en dialog der foregik på HCØ, og eftersom vi er skabt til hans dialoger, befinder vi os nu hér.
F: Han kan da ikke bare ændre vores virkelighed sådan uden videre. Det er ret foruroligende.
M: Det er da fedt! Der er ikke særlig mange dødsfælder på HCØ, og dertil er det let at stikke af.
F: Og der er ingen drager!
Dragen Bøh!
M: Det er bare tarveligt!

Polakkens kontor, kl. 13.16
S: Jeg er uskyldig! Jeg var her for ti minutter siden, hvor du ikke var her!
Polak: Jaja, så siger vi ...
[Højt brag nede fra kælderen, efterfulgt af smerteskrig fra Frederik og Marcel]
P: ... Hvad i alverden var det?
S: Det lød lidt som en drage.
P: En drage?
S: Noget julekalenderrelateret. Jeg var i øvrigt syg i sidste uge, og går og stresser over en flytning lige for tiden. Skal vi aftale at mødes på mandag?
P: Jamen ... drage? Øhm ...
S: Det er fint. Vi ses.
P: ...

2005-12-06

 

6. december 2005

Jeg har netop fået min nye (og større) lejlighed, og er så småt gået i gang med at flytte mine ting over. Den nye lejlighed ligger ca. 50 meter fra den gamle, hvilket gør det hele ret meget overskueligt.

Frederik: Uh, vi kan benytte forvirringen når han flytter til at stikke af.
Marcel: Ssch! Han kan høre dig. I øvrigt kræves der en udvej før vi faktisk kan flygte.
F: Hvad med døren?
M: Døren er en fælde. Hvor mange gange skal jeg sige det? Husk på at vores forfatter er en gal sadist.
Dragen: Og han har en drage.
M: Nemlig. Han er en gal sadist med en ondsindet drage.
D: Hovhov, nu er du urimelig.
F: Du må indrømme at du nyder at vi kommer til skade - det er ondsindet.
D: Nej, hør nu hér. Jeg nyder ikke som sådan at I kommer til skade, jeg ... ok, jeg nyder det. Fordømt - du fik mig.
F: Og nu hvor vi har åbnet dine øjne, vil du så genoverveje din holdning til sagen?
D: Nej. Jeg er en drage.
[Dragen dasker til Frederik der ryger hårdt ind i Marcel]
F & M: Dumme drage.
D: Hihi.

2005-12-05

 

5. december 2005 - drager og eksistentialisme

Marcel: Hey, Drage!
Dragen: Ja?
M: Du lader til alene at være skabt med henblik på at tildele mig og Frederik tilfældige skader.
D: Det virker korrekt.
M: Er det ikke lidt utilfredsstillende?
D: Egentlig ikke. Jeg kan godt lide tilfældigheder.
M: Men der må da et eller andet sted dybt i din dragehed være en utilfredshed med kun at have ét eneste formål i livet, og det endda et der ikke på nogen væsentlig måde tjener menneskeheden.
D: Det tjener drageheden.
M: Hvilken gavn har drageheden af at du tygger på os, smider sten efter os, sætter ild til os, eller hvad du nu ellers kan finde på af urimeligheder?
D: Det illustrerer den vigtige pointe at drager rent faktisk kan gøre hvad der passer dem. Og dertil er det jo altid sjovt at sætte ild til folk.
Frederik: Ha! Der fik vi dig! Du har overhovedet slet ikke sat ild til os, så dine argumenter falder totalt sammen!
M: Hold kæft, Frederik.
[Dragen sætter ild til Frederik og Marcel]
F: Mnjah, det var nok i virkeligheden ikke så smart et træk fra min side.

2005-12-04

 

4. december 2005

Frederik: Der er noget jeg har tænkt over ...
Marcel: Glimrende. Det er et skridt i den rigtige retning.
F: Vi er fanger i en julekalender, ikke?
M: Jo.
F: Og vi vil sådan set gerne ud?
M: Ja.
F: Og der er en dør ...
M: En potentielt livsfarlig dør!
F: Men ikke desto mindre en dør.
M: Du har helt ret i at døren er en dør. Dine analytiske evner gør dig ære.
F: Men hvis jeg nu tager i døren og derefter dør en grusom død, så ville du være helt alene i julekalenderen, og der ville ikke være de store muligheder for at skrive dialoger.
M: Af samme grund ville den voldspsykopat af en forfatter-galning sikkert bare sørge for at du mistede en bunke lemmer.
[Dragen rømmer sig]
M: Ja?
Dragen: Jeg er her jo osse, og jeg er ret interessant. Det må give masser af dialog-materiale.
F: Fordømt.
[Dragen smider en stor sten i hovedet på Frederik]
D: Det er sjovt at være drage.
F: Fordømt igen.

2005-12-03

 

3. december 2005

Dagens opdatering bliver lidt hurtig. Jeg skal lige straks afsted til julefrokost, og har dertil ingen anelse om hvad jeg skal skrive (jeg advarede jer jo om at en julekalender hurtigt ville udvikle sig sådan).

Marcel: Hørte du det? Galningen der holdes os fanget, er på vej til julefrokost.
Frederik: Ja, det er typisk. Han skal ud at more sig, mens vi sidder og vansmægter i en julekalender.
M: Men tænk på mulighederne. Mens han er væk kan han ikke indskrive drager eller landminer eller hvad han nu kunne finde på at smide efter os. Og vi har muligvis tid til at finde en udgang.
F: Jeg mener stadig godt vi kunne prøve døren. Der står trods alt "UDGANG" på den.
M: Jeg blev næsten spist af en drage i går. En der finder på den slags giver os ikke bare en udgang. Den må mindst være mineret og strømførende og giftaaargh!
[Frederik sætter sig på en stol der straks eksploderer]
M: Der kan du selv se - manden er psykopat! Skulle han i øvrigt ikke til den julefrokost?
Stefan: Først om lidt.
F: Av!

2005-12-02

 

2. december 2005

Mere jul med Frederik og Marcel:

Frederik: Hvad så nu?
Marcel: Godt spørgsmål. Vi lader til at være fanget i en næppe helt ufarlig julekalender. Måske vi kunne forsøge at finde en vej ud?
F: Det er en mulighed. Men hvad nu hvis det er hvad Stefan ønsker? Hvad nu hvis vejen ud af denne julekalender er fyldt med skjulte farer der alene skal tjene til at slå os ihjel?
M: Rolig nu. En julekalender skal vare hele december, og hvis vi bliver slået ihjel før da skal Stefan bare finde på nye figurer, og det er han alt for doven til. Vi er sikre indtil omkring den 24. - og bør virkelig bruge den tid på at finde en udvej.
F: Hmm ... hvad med den dør hér?
[Frederik peger på en dør med påskriften "UDGANG"]
M: Nej, det ville være alt for let. Jeg vil forslå at vi deler os og ... AAARGH!
[En mægtig drage kommer flyvende, samler Marcel op, bider lidt i ham spytter ham ud igen]
Drage: Pføj!
M: Pføj? Hvis du ikke kan lide smagen af mig, kan du bare lade være med at forsøge at spise mig! Galning!
D: Jeg er en mægtig drage. Jeg gør hvad der passer mig.
[Dragen klør sig i skridtet]
F: Det bliver vist en lang december ...

2005-12-01

 

1. december 2005

Jamen så er der julekalender. Jeg indrømmer allerede nu at jeg ikke har nogen som helst anelse om hvad jeg skal skrive om, så i dag bliver det lidt blandede godter.

Først og fremmest er der selve kalenderen - fx til hvis jeres børn mangler noget at åbne hver morgen. Den kan findes hér. Brugsanvisningen er hér.

Dernæst en lille observation jeg gjorde mig i går da jeg var i biografen for at se den nye Harry Potter-film: Nordisk Film er skingrende sindssyge! I slikudsalget i Imperial kan man simpelthen vælge mellem indtil flere former for sukkerfrit slik. Ikke at der som sådan er noget i vejen med den slags, men med de mængder man hurtigt konsumerer i forbindelse med en film, er eksplosiv diarre ikke bare en mulighed, men en nødvendighed. Jeg vil tro den slags seriøst kan spolere filmoplevelsen.

Dagens dialog:

Frederik: Hov, hvad sker der? Hvor er jeg? Hvem er jeg?
Marcel: Ja, det må du nok sige. Jeg er ret sikker på at jeg slet ikke eksisterede lige før.
Stefan: Det er helt korrekt. Jeg har lige netop skabt jer fordi jeg skulle bruge fyldfigurer til min julekalender.
F: Fyld? Er vi ikke andet end fyld? Det er altså tarveligt!
M: Og er der ikke noget med at den fyldfigur du skabte til sidste års julekalender, kom slemt til skade eller sådan noget?
S: Jeg kom vist til at slå ham lidt ihjel ...
M: Det er slemt.
S: Ja. God fornøjelse.
F&M: Jamen ...

This page is powered by Blogger. Isn't yours?