Blogging Åmål

Enkelte herinde husker utvivlsomt at jeg sidste år (og året før) bragte en julekalender herinde. Andre igen har sikkert fortrængt den, og det leder frem til min tilståelse.

Som de der faktisk husker sidste års julekalender, vil huske, var kalenderen præget af en vis forvirring og (hvad nogen sikkert af venlighed vil kalde charmerende) mangel på planlægning. Jeg havde virkelig ingen anelse om hvor noget af det jeg skrev, førte hen. Derfor lovede jeg visse personer at jeg faktisk i år ville prøve at planlægge et julekalenderforløb på forhånd.

Det har jeg naturligvis aldrig fået gjort.

Jeg havde på et tidspunkt en idé til en interessant eksperimentel struktur der desværre ville kræve at jeg skrev det hele (i hvert fald i skitseform) på forhånd. Det fik jeg selvfølgelig ikke engang begyndt på. Andre idéer er osse med mellemrum dukket op i mit hoved, men jeg har ikke rigtig fået gjort det store ved nogen af dem.

Dette betyder ikke at kalenderen bliver så fjollet som sidste år. Jeg satser på faktisk at få lavet noget nogenlunde gennemtænkt - jeg ved bare ikke helt hvor det fører hen når jeg starter i morgen.

God fornøjelse.

Så er jeg færdig med England for denne omgang. I morgen flyver jeg hjem.

Jeg har bestilt min billet hjem nu. Eller rettere jeg har ændret den billet jeg allerede havde bestilt fra den 21. december til på tirsdag (ja, I når at få én opdatering til mens jeg er hernede). Det giver en sjov fornemmelse af vemod - ikke fordi jeg som sådan har nået at knytte mig nævneværdigt til stedet på de 2-3 uger jeg har været her, men nok i højere grad fordi det er en ret konkret farvel til en væsentlig del af mit liv.

Min vejleder har taget hele situationen enormt pænt. I dag var vi alle (hele den lokale danskerrepræsentation) ude at spise indisk (stærk vindaloo - av! i morgen) og få en pint eller to, og vi fik oven i købet aftalt at lave et eller andet afsluttende inden jeg tager afsted. Jeg havde på sin vis forventet at han ville være forstående snarere end sur eller skuffet (well, han er sikkert osse lidt skuffet), men det er enormt rart at få bekræftet.

I morgen afslutter jeg det sjove kursus jeg følger (emnerne er ret kaotiske, men formår stadig at passe sammen, og forelæseren er rablende gal på en småplat måde - den slags kan ikke gå galt), og på lørdag tager vi nogen stykker til London for at følge nogen seminarer og efterfølgende se byen. Derefter er det hele ret meget overstået og et nyt kapitel i mit liv kan begynde.

Som de fleste af mine læsere sikkert allerede ved fra den almindelige sladder (og ikke mindst fra mig), har jeg besluttet at stoppe mit ph.d.-studium. Jeg ville helst ikke rigtig skrive noget hér før jeg havde været i kontakt med min vejleder - derfor den lidt tamme opdatering i går.

Nu har jeg imidlertid snakket tingene lidt igennem med ham, og han har accepteret at det formentlig er omsonst for mig at fortsætte studiet, hvis jeg ikke længere har den nødvendige lyst til at lave matematik (nej, jeg planlægger ikke at droppe matematikken helt - det er matematik på forskningsniveau jeg ikke har lyst til at fortsætte med). Trist, men svært at gøre noget ved.

Lige nu føler jeg mig enormt fri og lettet, men ved osse at det er en stakket frist. Jeg skal til at sige op (hvem det rent teknisk skal foregå til, fremgår sikkert af det ansættelsesbrev jeg har liggende hjemme i Danmark), søge nyt arbejde andetsteds, finde ud af hvornår jeg tager hjem fra Cambridge (det virker decideret fjollet at blive herovre nu) og alt muligt andet praktisk.

Og værst af alt - jeg skal ud i virkeligheden.

Jeg har nu formået på tre forskellige pubber at høre Meatloaf spillet. Det er i sig selv muligvis ikke så fantastisk ophidsende, men to af stederne var det ikke bare et enkelt nummer, men hele Bat Out of Hell-albummet (antager jeg uden det helt store kendskab til emnekredsen).

De må vel mene at det er den slags deres gæster vil have.

Min hjerne er lige nu for optaget af at tage en potentielt livsomvæltende beslutning til at jeg kan finde på noget interessant at skrive i dag.

Beklager.

Jeg har nu tilbragt en uge i det engelske og er klar med de første billeder:

Først og fremmest har vi Moyne Close - den hyggelige lille forstadsvej hvor mit værelse er lejet.

Eller umiddelbart virker det meget hyggeligt og engelsk og idyllisk, men jeg blev, da jeg i morges lukkede mig selv ud af bagdøren (fordøren er frygteligt besværlig og kræver en del dirken med den nøgle jeg har fået), strengt formanet om at lade være med at gå ad bagdøren om aftenen, thi hvis den står åben er vi åbenbart alle i stor fare!

Jeg ved ikke om damen (en af de andre lejere i huset) var en kende paranoid, eller om der faktisk lurer mordere og voldtægtsforbrydere i forstadsidyllen.

Men hvorom alting er så tilbringer jeg langt fra al min tid i Moyne Close (faktisk har det - søndag undtaget stort set kun været et sted hvor jeg har spist og sovet (og mere end én gang har jeg spist andetsteds)). I stedet holder jeg meget til ved Newton Institute, der ligger en 40 minutters gang væk.

Billedet er taget på vejen dertil og forestiller den kirke jeg i mangel på et rigtigt navn (den slags kan undersøges, men det kræver en indsats) kalder "The Pointy Church". Dertil har jeg sørget for på behændig vis osse at vise hvordan britiske el-installationer ser ud - et af mange eksempler på at briterne generelt har besluttet at de egentlig er ret ligeglade med hvordan alle andre gør ting.

Endelig (i denne omgang, altså - der er flere på vej) har vi et billede der er taget på selve Newton Institute. Jeg er meget begejstret for arkitekturen der på mange måder er stærkt futuristisk med spændende vinkler og etager der ligger forskudt på nye og spændende måder, men alligevel i høj grad er baseret på massiv brug af træ som byggemateriale.

Og så har jeg slet ikke fortalt om det nærliggende Centre for Mathematical Sciences der rent arkitektonisk enten er galt eller genialt (jeg har endnu, efter en uge, ikke helt bestemt mig - hvilket formentlig betyder at det er begge dele).

Men den detalje jeg i denne omgang vælger at fokusere på, er den måde hvormed instituttet nærmest tigger folk om at være kreative når som helst og hvor som helst. Overalt hænger der tavler til fri afbenyttelse - selv på toiletterne (hvilket gerne skulle fremgå af billedet). Rablende vanvittigt og enormt charmerende.

Nu har jeg været i Cambridge i hele tre døgn, og det er jo rigeligt med tid til at dømme byen og dens befolkning. Så hér er på behagelig punktform mine foreløbige indtryk:

• Godt: Seje vejnavne. Hvor kan man ellers finde navne som Wilberforce Road?


• Skidt: For mange vejnavne. Vejene er simpelthen nødt til at skifte navn flere gange undervejs (fx går jeg hyppigt ad en vej der på omkring halvanden kilometer formår at hedde Mere Way, Carlton Road, Stretten Avenue og Harvey Goodwin Avenue.


• Godt: Sjove vejskilte. Jeg griner stadig af "Humped zebra crossing".


• Skidt: For få skilte. Det kan være overordentlig svært at finde ud af hvad den vej man går på hedder - med mindre den skifter navn, altså.


• Godt: Englænderne forstår uden problemer hvad man siger.


• Skidt: Man forstår ikke hvad englænderne siger.


• Godt: Høflige bilister. Jeg er endnu ikke blevet kørt ned selvom mulighederne har været mange.


• Skidt: Venstrekørsel! Jeg var ikke klar over hvor stor en del af min trafikale adfærd der faktisk var baseret på intuition. Det kan være meget farligt når tingene pludselig opfører sig forkert.


• Godt: Mange pubber.


• Skidt: Mange pubber.

Først en lille beklagelse over min manglende opdatering i går. Jeg fik ikke taget mig sammen til at skrive inden jeg tog afsted, og det er først nu jeg faktisk har fået internetadgang.

Og nu til det væsentlige; beretningen om min brave færd til Cambridge (hvor jeg er lige nu).

Jeg forlod mit hjem ved 13-tiden i går - godt nok afgik mit fly først lidt over 16, men det skader jo ikke at være i god tid, især ikke når der netop er indført nye regler der skal beskytte os alle mod eksploderende kildevand.

Faktisk havde både bekymrede venner og medier mindet mig om at der var det totale kaos!, og at jeg var nødt til at møde op i enormt god tid for at undgå at blive trampet til blods af de bissende horder.

Jeg har aldrig nogensinde oplevet at tingene gled så nydeligt og elegant i en lufthavn. Jeg kunne stort set bare gå direkte gennem check-in og sikkerhedskontrol. Der var ikke noget der bare mindede om en kø. Så jeg havde altså noget tid at så ihjel.

Da tiden efter en times tid var tampet godt og grundigt til døde, fik jeg fundet frem til gaten, hvor mit fly holdt og ventede. Efter et godt stykke tid fik jeg oven i købet lov til at stige ombord, og efter endnu en halv times tid (da den gratis B.T. var læst i laser) lettede vi. Flyet styrtede ikke ned, og alt var aldeles planmæssigt.

Vi ankom til tiden i Stansted, og kunne gå den lange vej (så lang at vi faktisk tog toget) til paskontrollen, hvor jeg naturligvis havnede i praktikantens kø (i virkeligheden virkede hun for gammel til at være praktikant, men hold da op hvor var hun langsom). Det betød så at jeg lige præcis missede toget til Cambridge, og måtte vente en times tid før det næste kørte. I mellemtiden underholdt jeg mig med en overraskende lækker æble-gulerod-ingefær-juice.

Da jeg omsider var i Cambridge, tog jeg en taxi til det hus hvor jeg har lejet et værelse, og faldt stort set med det samme i søvn. Well, i hvert fald efter et par timer.

Det sidste jeg skrev var egentlig en tynd omgang ingenting, så jeg burde skrive noget mere.

Fx kunne jeg nævne den vaklende gamle dame der på det nærmeste faldt ned i sædet ved siden af mig i bussen på vej hjem i dag. Faktisk faldt hun ret meget direkte ind i mig, men det lidt kiksede i den situation blev heldigvis reddet af den beroligende duft af alkohol der hang over hende.

Eller jeg kunne fortælle om den utroligt nuttede unge dame der sad i toget og smilede enormt sødt og charmerende hver gang hun talte i sin telefon. Hvad hun gjorde flere gange. Når hun var telefonsamtaleløs virkede hun overordentligt ligegyldig.

Eller jeg kunne skrive om at sidde og drikke varm kakao med rom og flødeskum efter en hård dag med undervisning og projektretning en masse.

Eller jeg kunne bare glemme det hele og prøve at tage mig mere sammen næste gang.

I dag havde jeg så mine små ruspus for allersidste gang (med mindre jeg får dem igen til foråret - eller senere endnu når de når de sjove kurser), hvilket jeg markerede ved at give dem flødeboller, alt imens en af de andre klasselærere gav øl. Bare for at overgå mig eller sådan noget.

Overskriften lyver i øvrigt noget så grusomt. Jeg skal stadig rette de sidste afleveringsopgaver, og det helst allerede i løbet af i morgen. Heldigvis er der ikke flere karaktergivende opgaver tilbage at rette - bestået/ikke bestået er hurtigere at rette og bedømme.

Men hvorom alting er mangler jeg endnu at rette dem før jeg omsider kan kalde mig helt fri.