Blogging Åmål

Som nævnt var jeg i weekenden i Herning for at møde Dittes familie. Det startede blidt med at jeg (kun let forsinket) blev mødt af Ditte og hendes far (1) på stationen, hvorfra vi kørte hjem til forældrenes hjem, hvor hendes mor (2) havde aftensmaden næsten klar til os og hendes to brødre (3, 4).

Senere på aftenen kom Dittes mormor (5) og morfar (6) forbi pga. et eller andet med en bil. Morfaderen talte meget vestjysk og var følgeligen svært forståelig. Lørdag aften var Sankt Hans aften, og dér er det åbenbart tradition i familien Holm (altså Dittes familien Holm, ikke min) at tage ud til Sunds Sø. Hér mødte jeg Dittes farbror (7), hans kone (eller sådan noget, 8), ekskone (9), søn (10), børnebørn (11, 12) og hund (12,5).

Mindst én af ovennævnte deler i øvrigt navn med min mor, mens der åbenbart boede en anden Stefan Holm i nærheden.

Ved et lykketræf viser det sig at folk ikke er fuldstændigt uafhængige af hverken arv eller miljø, og dermed kan en del af den humor og generelt fjollede personlighed jeg i høj grad værdsætter ved Ditte, genfindes hos hendes forældre. Vi lod til at komme ganske godt ud af det med hinanden - osse selvom jeg slog dem i TP.

Hér en lidt (hvis det her er søndags- og ikke onsdagsopdateringen er den meget) forsinket opdatering af mit liv. Ting går stadig godt (bortset fra på min blog - jeg skal snart tage mig sammen) - jeg har lige været til samtale med min chef i forbindelse med udløbet af min prøvetid, og jeg kan nu (dvs. snart) kalde mig fastansat kapitalistlakaj. Leve storkapitalen og de penge den kaster efter mig.

Især det sidste.

Senere i dag (dvs. om ca. 3 timer) tager jeg afsted mod Herning hvor jeg skal møde Dittes familie for første gang.

Jeg er naturligvis lidt nervøs, men på den anden side betyder det at jeg utvivlsomt får et eller andet interessant at skrive om på søndag. Hvis jeg altså overlever. Så alt i alt virker det som en god ting.

Så, nu glemte jeg igen at få opdateret i går, men til gengæld kom jeg i tanke om det allerede i dag, så skaden er ikke så stor. Til gengæld har jeg ikke rigtig noget interessant at skrive om, hvilket muligvis gør skaden lidt større. Med mindre mine kære læsere altså nyder at læse om ingenting - hvilket læsningen af min blog egentlig i høj grad antyder. Så jeg fortsætter ufortrødent.

Eller dvs. det gør jeg egentlig ikke. Enten finder jeg på noget nu eller osse holder jeg op med at skrive for denne gang.

I denne weekend var det så Dittes tur til at besøge mig. Fredag efter jeg havde hentet hende på Hovedbanegården, var vi lidt rundt omkring i København. Efter at have set så spændende steder som Nørrebros Runddel, HCØ og Fælledparken tog vi direkte til Mensa-caféaften - og derfra hjem til mig.

På vejen hjem, mens vi stod og ventede på et S-tog, udspillede følgende scene sig. Ca.

Scene: Københavns Hovedbanegård, Stefan og Ditte står og venter på toget

Stefan (tænker): Hvorfor står der en lille dame og kigger sådan på os? Hov ... vent lige lidt.
Stefan: Hej mor!
Stefans mor: Hej.
Ditte: Huh?

Og det var så sådan Ditte mødte min mor.

Ca.

Lørdag viste jeg hende lidt rundt i Albertslund og vi fik grillet med nogen af mine venner, og søndag var vi i Zoologisk have hvor de til min udelte begejstring viste sig at have en okapi. Hvis der er nogen af mine læsere der ikke vidste at jeg er meget begejstret for okapier, er det ikke så mærkeligt - indtil jeg søndag formiddag fandt frem til at det egentlig var et ret sejt ord (og dertil faktisk er et enormt spøjst dyr der bestemt fortjener begejstring), var jeg vist mest ret ligeglad med dyrets eksistens.

Søndag aften tog Ditte atter toget hjem.

Efter en velfortjent pause (jo, den er så, Sara!) er jeg nu tilbage og atter klar til at forurene jeres feeds (med mindre I læser på andre måder - i så fald forurener jeg dem) med hvad jeg nu engang har at sige om alt og især ingenting.

De sidste par uger er gået i fast rutefart mellem Albertslund (eller til nøds Ballerup) og Århus. Jeg er - belært af mine erfaringer - begyndt at købe pladsbillet hver gang. Det viser sig ganske praktisk. Rent faktisk har jeg et helt par gange fået lov til at vise sagesløse rejsende bort fra min dyrt (20 kroner) indkøbte plads. Det er en herlig følelse af magt man får når man på den måde bare kan koste rundt med andre - jeg begynder næsten at forstå hvad det er der driver gymnastiklærere (altså udover deres afgrundsdybe had til alt der er rent og godt).

I pinsen var jeg, som så ofte for tiden, osse i Århus, men denne gang var det ikke kun for at besøge Ditte (som min nu lidt mindre anonyme kæreste hedder). Det primære formål var Mensas store årlige møde med generalforsamling, spil, druk og generel hygge (sådan lidt efter hvad folk foretrækker). Belejligt nok havde jeg dog sørget for at anskaffe mig en kæreste der osse selv er medlem af Mensa, så afsavnet var ikke så forfærdeligt stort (det var der faktisk overhovedet ikke, så man kan argumentere for at ethvert tilknyttet afsavn var både stort og ikke-stort, men nu er jeg jo frafalden, så den slags matematisk sofisteri bør jeg naturligvis afholde mig fra (ikke at jeg kunne drømme om at gøre det, altså)).

Og så forvirrede vi folk.

Jeg har været medlem af Mensa i over 10 år og har været forholdsvis aktiv rundt omkring i landet gennem det meste af den tid. Følgelige kender jeg og er kendt af mange af deltagerne til et sådant arrangement. Ditte har været medlem ca. 3/2 år og mest været aktiv i Århus-området, hvorfor hun ikke generelt kendes af helt så mange. Og dertil har vi samme efternavn.

Ovenstående havde den effekt at folk ikke helt kunne gennemskue vores forhold. En pige hev mig til side og spurgte om jeg var blevet gift for nylig, en mand spurgte os direkte om hvorfor vi dog begge hed Holm - om vi var søskende eller hvordan, og en svensker (som i modsætning til de førstnævnte ikke kendte mig i forvejen, men bemærkede at mit navn virkede svensk) krævede at vide om vi var gift eller søskende eller hvad i alverden der foregik (for nu at overdramatisere en smule). Efterfølgende fortalte han om et fransk par han kendte (til), der hed det samme til både for- og efternavn.

Et hyppigt (og osse tidligere beskrevet) problem i blogskrivning (som jeg gør det) er at det kan være svært at afrunde lange indlæg på fornuftig vis. Dette er fx meget uæstetisk.