Blogging Åmål

Jeg har netop opdaget at jeg rent faktisk har tabt ret nøjagtigt 20 % af den vægt jeg havde da jeg startede på min slankekur. Huhej!

Nu skal jeg så bare gøre det en gang til.

(Og så vil jeg i øvrigt godt undskylde de manglende opdateringer den sidste uges tid, men osv.)

Meget mod min forventning har det vist sig at man faktisk kan bruge for meget hvidløg i tilberedningen af en lammekølle.

Umiddelbart synes jeg ellers jeg var moderat da jeg nøjedes med at halvere fem store fed og stikke dem ind tilfældige steder i kødet - og dertil penslede køllen med en god slat olie der havde stået og trukket med presset hvidløg natten over. Men måske burde jeg faktisk have filtreret olien før penslingen, for et eller andet gik ikke helt efter planen.

Køllen smager sådan set glimrende - problemet er mere at alt jeg har spist de sidste par dage, har haft en bismag af hvidløg (det er ikke godt til cola). Og, hvad der er mere skræmmende, så begyndte denne bismag at dukke op før jeg overhovedet fik taget køllen ud af ovnen. Det skal lige siges at jeg er glad for at langtidsstege kød ved lav temperatur (giver enormt mørt og saftigt kød), så hvidløgene havde stået og stegt i en fire timers tid - og endda for åben ovnlåge, da jeg ellers ikke kan få temperaturen under 100 grader - da jeg først bemærkede bismagen, men det virker stadig lidt voldsomt.

Jeg bliver næppe angrebet af vampyrer de næste par dage.

Jeg sad netop og ledte efter en bestemt tekstfil som jeg desværre ikke kan huske navnet på, da jeg faldt over en rollespil.txt. Af nysgerrighed valgte jeg at se hvad jeg egentlig havde haft at skrive om rollespil, for skønt jeg er nørd, og skønt jeg har spillet rollespil enkelte gange, er det ikke noget jeg nogensinde er gået videre op i.

Det viste sig at være en lille, fuldstændigt opdigtet, og ufærdig fortælling, jeg åbenbart er gået i gang med en gang. Jeg kan overhovedet ikke huske at have skrevet den (filen har ligget gemt siden august 2001, så det er måske ikke så mærkeligt), men stilen er umiskendeligt mig (selvom mine sætninger er blevet lidt længere, og jeg er blevet bedre til at huske nye afsnit). Jeg får sikkert ikke skrevet den færdig lige foreløbig, men det skal ikke forhindre mig i at bringe en omgang rå og uforfalsket tidlig mig:

Jeg er begyndt at spille rollespil. Altså sådan noget med magi og trolde. Til det formål har jeg indkøbt en bog med regler og trylleformularer, skønt disse ikke er videre seriøse - rent faktisk virker de kun på rollespilsniveau. Bogens tidligere ejer - for bogen er købt antikvarisk, da det er billigst - spillede muligvis også
rollespil. Jeg ved det faktisk ikke helt, for jeg kender ham ikke. Måske købte han bare bogen som inspiration til sine egne trylleformularer og besværgelser. Han gik i hvert fald meget op i den del af bogen - siderne er helt forrevne. Den er fyldt med mærkelige tegn og symboler. Da jeg lige havde købt bogen, var jeg lidt ked af disse mange tegn og symboler. Det er jeg stadig. Men jeg har opgivet at få dem fjernet. Første gang, jeg forsøgte at viske et af dem ud, smækkede bogen i. "Det var nok vinden," tænkte jeg, og forsøgte igen. Denne gang nåede jeg knapt at åbne bogen, før en ildkegle sprang op og satte mit hår i flammer. Denne opførsel har bogen videreført
sidenhen - jeg tror, den er sur på mig.

Efterhånden som specialet er begyndt at skride langsomt frem, er jeg blevet mere og mere desperat efter overspringshandlinger. Der skal prokrastineres, skal der!

Jeg har haft en del succes med tv-serier. Det at skulle indhente en serie der har kørt længere end en sæson, kan faktisk tage forbløffende meget af ens tid i en periode - især hvis man er fanatisk nok til rent faktisk at se mere end et par afsnit af gangen (min rekord er 16 afsnit af Buffy på en enkelt dag - jeg har haft set 18 Family Guy, men de er noget kortere (nej, jeg har ikke noget liv (men til gengæld kan jeg godt lide parenteser (whee!)))). For tiden er jeg optaget af The O.C. der på alle måder er meget bedre end den ser ud til; den ligner en gentagelse af rædslen Beverly Hills, men er til tider næsten vanvittigt velskrevet rent dialogmæssigt, og de tager alt melodramaet med en vis ironisk distance. Med andre ord er det meget Buffy, men uden vampyrerne, og jeg opdagede den da osse primært fordi der et ikketrivielt overlap mellem forfatterne på den og på Buffy.

Andet godt er Battlestar Galactica der har sit navn, og dertil navnene på flere figurer, fra en gammel serie af samme navn (well duh!). Den er muligvis den bedste tv-serie derude lige nu, men der kommer først nye afsnit til efteråret - derfor min optagethed af The O.C. for tiden.

Dead Like Me (om livet - eller hvad man nu kan kalde det) som manden (eller i det her tilfælde pigen) med leen ser desværre ud til at være død. Den havde ellers potentiale. Øv.

Humm ... det er altid et problem at finde på en afslutning.

En mand løber ind på scenen med en pistol i hånden
Mand: Pas på, jeg har pistol!
Stefan: Augh! [løber ud]

Når først man (med rette) har påpeget at en person i ens umiddelbare nærhed er meget mærkelig, skal man ikke spontant begynde at argumentere for at bacon er en frugt (eller et krydderi hvis det er i tern).

Min afdøde imaginære ven er åbenbart vendt tilbage som ninjazombiespøgelse med flammekaster. Det virker umiddelbart enormt fjollet - bl.a. vil et helt almindeligt spøgelse have ret svært ved at håndtere en flammekaster grundet manglende korporlighed. Og dertil kommer den upraktiske kombination af ninja og zombie. I princippet skal en ninja jo være en lydløs snigmorder, mens zombien er en langsom, klodset død hjernespiser.

Men den slags problemer lader jeg selvfølgelig ikke ryste. Med en lille smule kreativitet kommer det hele sikkert til at give lisså god mening som resten af min blog. Alternativt kan jeg bare skrive en fjollet, og fuldstændigt fiktiv, dialog hvor Herbert møder min vejleder, polakken:

Scene: HCØ klokken 1 om natten. Ninja-zombie-Herbert sniger sig ind i et mystisk kontor i E-bygningen.
Herbert: [hvisker] Hjeeeerneeer! Hjeeeeerneeeer!
Polak: Uha, sikke sent jeg sidder herinde på mit mystiske kontor. Jeg håber ikke et mærkeligt og opdigtet væsen sniger sig herind. Hmm ... hvorfor snakker jeg egentlig til mig selv på dansk når nu jeg er polak?
H: [hvisker] Uuuh, polsk hjerne!

Herbert springer frem af skyggerne og lige igennem polakken der ikke opdager noget.
H: Fordømt. Hvis bare jeg var i stand til at gøre vold mod ting, eller i det mindste betjene min flammekaster, ville det hele gå meget lettere.

TEH END