Blogging Åmål

Jeg kan ikke rigtig få taget mig sammen til at skrive noget i dag, hvilket i virkeligheden er lidt skidt når nu jeg overhovedet ikke fik taget mig sammen til at skrive noget i torsdags. Til gengæld skal jeg nok love at jeg faktisk kommer med en ordentlig opdatering på mit liv (eller i hvert fald de dele jeg faktisk deler med jer) på torsdag igen - med mindre jeg finder på noget fjollet eller bare anmelder endnu en tv-serie, altså.

Men for nu alligevel at have lidt indhold, så lovede jeg vist nok for et stykke tid siden at fortælle hvornår jeg kan ses på tv i 1 mod 100. Og meget imod min natur, vil jeg faktisk både erindre og overholde dette løfte - jeg vil være at se i al min vælde på torsdag. Jeg er ham ved siden af Sebastian Dorset (ikke at forveksle med hende ved siden af Sebastian).

... som ordsproget siger. Jeg har nu været aktiveret til jobsøgning i 4 uger. De sidste tre har gået med at sidde foran en computer i den efterhånden så berygtede Jobklub. Deres regler siger åbenbart at man kun må sidde foran den computer i to uger, før man skal ud i andre aktiveringstilbud.

Imidlertid kan man få dispensation til endnu en uge, eksempelvis hvis den venlige sagsbehandler ikke mener at man decideret passer ind nogen steder. Hvilket naturligvis er tilfældet for en som mig, så derfor sad jeg atter i sidste uge og forsøgte at bruge en 4-5 daglige timer på at søge på de samme 5-8 jobsider og virke overrasket over at der stort set aldrig var nogen nye jobs.

I fredags kom så det store øjeblik hvor jeg skulle have at vide hvad jeg skulle lave fra denne uge. Det viste sig at planen var at jeg i morges skulle møde på Jobklubben, så de dér kunne fortælle mig hvad jeg skal lave fra i morgen. Atter viste det sig at deres meget innovative plan er at jeg har fået endnu en endnu en uge foran computeren - nu forventer de vist osse til gengæld at jeg søger på alt der kan kravle og gå.

Men det skulle rent faktisk være allersidste chance denne gang. På fredag kan jeg ikke længere slippe udenom at få besked om at møde til noget der ikke er en Jobklub. Gys.

Ja, jeg fortsætter ufortrødent min fortælling om hvordan der ikke rigtig sker det store på jobfronten. Som afveksling vælger jeg dog at bringe en lille dialog der skal beskrive min dag på Jobklubben i dag.

Scene: Jobklubben. Stefan ankommer og ser at alle pladser er optaget.

Stefan: Alle pladser er optaget.
Hende dér der er ansat derovre: Er alle pladser optaget?
Stefan: Ja.
Hende dér: Så gå hjem.

THE END

Ok, det var ikke videre spændende. Til gengæld var jeg i går til optagelse på 1 mod 100. Jeg er ret sikker på at jeg ikke hér må fortælle hvordan det gik, men jeg kan i hvert fald sige at jeg sad ved siden af Sebastian Dorset og snakkede med Peter Schmeichel.

Når jeg ved præcis hvornår jeg er på tv, skal jeg nok sige til.

Stadig intet nyt! Følg med i næste uge!

Øhm, altså jeg sidder stadig trofast hver dag nede på "Jobklubben" og søger på de samme jobsider som jeg har gennemsøgt de sidste par uger. Det tager ca. et kvarter - af og til skriver jeg faktisk en ansøgning, hvilket naturligvis osse tager lidt tid. Men når først man har skrevet en, er det meget lidt svært at omskrive den så den passer til det nye job man søger (well, ham der sad ved siden af mig i dag lod ikke til at mene at det var specielt let, men sådan er der jo så meget).

Resten af tiden (typisk fra 9 til 14) er spildtid.

Jeg er så småt begyndt at overveje om navnet "Jobklubben" ikke henviser til arbejdssøgning, men mere er en ment som en subtil bibelsk reference. Det ville give overraskende god mening, men jeg er ikke helt sikker på at gammeltestamentligt baseret sarkasme er en stor ting i kommunalforvaltningen. Desværre.

Jeg havde egentlig planlagt kun at skrive om serier der stadig kører, men i virkeligheden er det en fjollet begrænsning. Flere yderst interessante serier har aldrig fået den udbredelse de fortjener, og kan dermed med fordel anmeldes af mig hérinde. Jeg har jo ikke bedre at tage mig til.

Wonderfalls er en serie der er meget hurtigt overstået. Der er kun blevet produceret 13 afsnit, og af disse blev oprindeligt kun 4 vist på FOX (kanalen der osse dræbte Firefly og Futurama). Dette er synd for serien er simpelthen fantastisk - da jeg lige havde købt dvd-boksen, formåede jeg at se hele serien to gange indenfor én uge.

I korte træk er serien en romantisk komedie om en ung pige der hører stemmer. Mere specifikt taler alskens dyrefigurer til hende og beder hende gøre bestemte ting der langt fra altid giver mening, men oftest fører gode ting med sig. Hovedpersonen, Jaye, er en overbegavet under-achiever der bor i en trailerpark og arbejder i en souvenirbutik ved Niagara Falls (Wonderfalls er navnet på butikken) - og er i øvrigt nogenlunde det mest charmerende væsen jeg nogensinde har oplevet på tv (ja, jeg har en svaghed for overbegavede piger med en passende quirky personlighed (som om det at høre stemmer og gøre hvad de siger ikke er mere end det ...)).

Præmissen er svag og fjollet og burde ikke fungere i en serie af mere end ét afsnits varighed. Men det gør den. Fordi Jaye aldrig rigtig affinder sig med sin nye "evne", men tværtimod kommer tættere og tættere på det totale sammenbrud. Og i høj grad fordi serien, selv hvis man ser bort fra min urimelige svaghed for hovedpersonen, er ekstremt velskrevet. Dialogen er skarp og vittig - til tider nærmest surreel ("Are you the cow of pain?") og ofte urimeligt dybsindig. Visse præmisser i seriens univers har jeg mere eller mindre stjålet til mit eget verdensbillede.

Og endelig er der tænkt nøje over handlingen, både indenfor det enkelte afsnit og i serien som helhed - selvom den blev afbrudt alt for tidligt, får man faktisk en afsluttet historie.

Som tidligere nævnt herinde går jeg af uvisse årsager op i amerikansk fodbold. Herunder især holdet Indianapolis Colts der i går var i Super Bowl for første gang siden dengang de hed noget andet. Og så vandt de oven i købet. Oh jubel!

Det kunne dårligt betyde andet end at jeg sad oppe hele natten for at se en række 150 kilo store mænd løbe ind i hinanden - hvilket jo altid er en fornøjelse. Ulempen var at jeg til gengæld ikke rigtig fik den søvn jeg normalt får om natten. Og da jeg forventedes at møde til jobsøgningshalløj klokken 9 i morges, har jeg generelt gået rundt og været urimeligt træt - med hvad det medfører af ekstra fjollethed (det vender jeg muligvis tilbage til på torsdag).

Og hvorfor sidder jeg så hér og skriver dette i stedet for at sove? Det ved jeg virkelig ikke.

Hvis du osse er en af dem der elskede de tidlige sæsoner af West Wing og savner serien nu hvor den er væk, er Studio 60 on the Sunset Strip absolut værd at se. Serien er skabt af Aaron Sorkin der osse oprindeligt stod bag West Wing, men sidenhen blev vippet ud - med dalende kvalitet til følge.

Serien foregår bag kulisserne på et direkte sketch-show i bedste Saturday Night Live-stil (blot er dette program programsat til fredag aften, så det er noget helt andet), hvor vi stifter bekendtskab med forfattere, producere, instruktører og skuespillere. Og så selvfølgelig osse den nyansatte kvindelige chef for kanalen og hendes chef, og denne chefs chefer - jeg er til tider lidt i tvivl om hvorvidt der faktisk er en øvre grænse.

Hele strukturen i serien minder utroligt meget om West Wing som den oprindeligt så ud - det er de oversete folk bag det hele der kommer i fokus, og i mange tilfælde kan man faktisk oversætte roller direkte mellem de to serier. Selvom Bartlett er af hunkøn.

Dialogen er stort set på samme niveau - historierne er velskrevne og velovervejede. Og hændelser har indvirkning over flere afsnit. Dertil er skuespillet absolut i topklasse, og der er i virkeligheden ikke meget at sætte på den serie.

Selvom titlen er for lang.