2006-09-21
Om skibsøl
Refsvindinges Skibsøl er ikke den værste øl på markedet. Men hvis man har smagt den er der en god chance for at det faktisk er den værste man har smagt. Smagen kan bedst beskrives som en let fortyndet blanding af tjære og spegepølse - og dette er vel at mærke ikke en overdrivelse for effektens skyld.
Jeg var tidligere i dag (dette skrives mens det rent faktisk stadig er torsdag, ganske som min aftale med jer - læserne - foreskriver) ude at drikke noget godt øl med et par af mine matematikervenner. Af forskellige årsager besluttede vi på en fredagsbar for snart et godt stykke tid siden at tage på Den Tatoverede Enke (Københavns bedste bar når det kommer til belgisk øl), og da vi bevidst sørgede for at en af os kom til at skylde en omgang, har vi sidenhen et par gange - senest i dag, altså - sørget for at forsøge at indhente det. På mystisk vis formår vi dog hver gang at ramme en lille smule skævt, så der fortsat mindst vil være en der skylder.
Men hvorom alting er var vi i dag på det hyggelige lille sted i Elmegade (helt uden mareridt) der kort og godt hedder Ølbaren - de kan kendes på et neonskilt med teksten "ØL". Mens vi sad og drak vores forskellige øl dér, kom jeg til at nævne den afskyelige skibsøl, og straks nåede vi i vores ungdommelige kådhed (hvad er ellers tilstrækkelig undskyldning for slige udskejelser?) frem til at vi måtte smage den (eller dvs. de andre nåede konklusionen, men jeg af uransagelige årsager accepterede). Rystende (well, han rystede ikke rigtigt, men af dramatiske årsager vil jeg påstå det) gik Ulrik op til baren, hvor han bestilte én skibsøl og tre glas - og så i øvrigt en gang peanuts. Bartenderen så lettere medlidende på ham, nikkede af visdommen i tre glas og en gang peanuts til en enkelt flaske skibsøl, og gav hvad der var bestilt. Da flasken var kommet ned til bordet, fordelte vi den pænt i de tre glas og gav os stille til at drikke.
Allerede inden øllen nåede vores munde, var lugten af spegepølse og tjære klar. Selve smagen ville, om ikke lugten havde været der til at supplere, ville formentlig være for tynd til at være rigtig fæl. Men eftersmagen, den dér fornemmelse af at have spist lige en spegepølsemad for meget, var under ingen omstændigheder rar.
Vi havde som sådan været snedige nok til, foruden peanuts, at have forsynes os med en imperial russian chocolate stout - alene et af ordene foran "stout" bør overbevise en kender (eller en der kender en kender) om at det faktisk er noget med meget smag. Idéen var selvfølgelig at vi skulle kunne være klar til at vaske spegepølsesmagen bort. Det mest skræmmende ved hele oplevelsen var at det faktisk først lykkedes da vi begyndte at gurgle vores sorte, sorte stout (der i øvrigt var enormt lækker, men det er en anden historie).
Jeg var tidligere i dag (dette skrives mens det rent faktisk stadig er torsdag, ganske som min aftale med jer - læserne - foreskriver) ude at drikke noget godt øl med et par af mine matematikervenner. Af forskellige årsager besluttede vi på en fredagsbar for snart et godt stykke tid siden at tage på Den Tatoverede Enke (Københavns bedste bar når det kommer til belgisk øl), og da vi bevidst sørgede for at en af os kom til at skylde en omgang, har vi sidenhen et par gange - senest i dag, altså - sørget for at forsøge at indhente det. På mystisk vis formår vi dog hver gang at ramme en lille smule skævt, så der fortsat mindst vil være en der skylder.
Men hvorom alting er var vi i dag på det hyggelige lille sted i Elmegade (helt uden mareridt) der kort og godt hedder Ølbaren - de kan kendes på et neonskilt med teksten "ØL". Mens vi sad og drak vores forskellige øl dér, kom jeg til at nævne den afskyelige skibsøl, og straks nåede vi i vores ungdommelige kådhed (hvad er ellers tilstrækkelig undskyldning for slige udskejelser?) frem til at vi måtte smage den (eller dvs. de andre nåede konklusionen, men jeg af uransagelige årsager accepterede). Rystende (well, han rystede ikke rigtigt, men af dramatiske årsager vil jeg påstå det) gik Ulrik op til baren, hvor han bestilte én skibsøl og tre glas - og så i øvrigt en gang peanuts. Bartenderen så lettere medlidende på ham, nikkede af visdommen i tre glas og en gang peanuts til en enkelt flaske skibsøl, og gav hvad der var bestilt. Da flasken var kommet ned til bordet, fordelte vi den pænt i de tre glas og gav os stille til at drikke.
Allerede inden øllen nåede vores munde, var lugten af spegepølse og tjære klar. Selve smagen ville, om ikke lugten havde været der til at supplere, ville formentlig være for tynd til at være rigtig fæl. Men eftersmagen, den dér fornemmelse af at have spist lige en spegepølsemad for meget, var under ingen omstændigheder rar.
Vi havde som sådan været snedige nok til, foruden peanuts, at have forsynes os med en imperial russian chocolate stout - alene et af ordene foran "stout" bør overbevise en kender (eller en der kender en kender) om at det faktisk er noget med meget smag. Idéen var selvfølgelig at vi skulle kunne være klar til at vaske spegepølsesmagen bort. Det mest skræmmende ved hele oplevelsen var at det faktisk først lykkedes da vi begyndte at gurgle vores sorte, sorte stout (der i øvrigt var enormt lækker, men det er en anden historie).
