2007-02-08

 

Wonderfalls

Jeg havde egentlig planlagt kun at skrive om serier der stadig kører, men i virkeligheden er det en fjollet begrænsning. Flere yderst interessante serier har aldrig fået den udbredelse de fortjener, og kan dermed med fordel anmeldes af mig hérinde. Jeg har jo ikke bedre at tage mig til.

Wonderfalls er en serie der er meget hurtigt overstået. Der er kun blevet produceret 13 afsnit, og af disse blev oprindeligt kun 4 vist på FOX (kanalen der osse dræbte Firefly og Futurama). Dette er synd for serien er simpelthen fantastisk - da jeg lige havde købt dvd-boksen, formåede jeg at se hele serien to gange indenfor én uge.

I korte træk er serien en romantisk komedie om en ung pige der hører stemmer. Mere specifikt taler alskens dyrefigurer til hende og beder hende gøre bestemte ting der langt fra altid giver mening, men oftest fører gode ting med sig. Hovedpersonen, Jaye, er en overbegavet under-achiever der bor i en trailerpark og arbejder i en souvenirbutik ved Niagara Falls (Wonderfalls er navnet på butikken) - og er i øvrigt nogenlunde det mest charmerende væsen jeg nogensinde har oplevet på tv (ja, jeg har en svaghed for overbegavede piger med en passende quirky personlighed (som om det at høre stemmer og gøre hvad de siger ikke er mere end det ...)).

Præmissen er svag og fjollet og burde ikke fungere i en serie af mere end ét afsnits varighed. Men det gør den. Fordi Jaye aldrig rigtig affinder sig med sin nye "evne", men tværtimod kommer tættere og tættere på det totale sammenbrud. Og i høj grad fordi serien, selv hvis man ser bort fra min urimelige svaghed for hovedpersonen, er ekstremt velskrevet. Dialogen er skarp og vittig - til tider nærmest surreel ("Are you the cow of pain?") og ofte urimeligt dybsindig. Visse præmisser i seriens univers har jeg mere eller mindre stjålet til mit eget verdensbillede.

Og endelig er der tænkt nøje over handlingen, både indenfor det enkelte afsnit og i serien som helhed - selvom den blev afbrudt alt for tidligt, får man faktisk en afsluttet historie.

Comments:
Dybt enig. Wonderfalls var en fantastisk super sjov og dejlig intelligent serie. Ligesom Dead like me... tæske ærgeligt at de begge fik støvlen. Virkeligt synd.
 
Send en kommentar

<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?