Blogging Åmål

Af en eller anden grund har jeg endnu ikke fået anmeldt Veronica Mars. Hvis du nu sidder og tænker at det har jeg da, idet du tydeligvis sidder og læser anmeldelsen, har du naturligvis ret. Men lige netop nu, mens jeg skriver dette, og ikke mens du læser det, har jeg ikke færdiggjort min anmeldelse, og dermed er mit udsagn ganske korrekt.

I min ovenstående formulering har jeg, udover at bibringe jer en urimelig bunke forvirring (nej, det er ikke meget, men lidt kan osse være urimeligt når det kommer til ting der ikke nødvendigvis er af det gode), antydet at det faktisk er mærkeligt at jeg ikke har anmeldt Veronica Mars før, og det er det rent faktisk osse. Det var derfor jeg valgte at antyde det. Veronica Mars er nemlig, i mine øjne, simpelthen den bedste serie der går for tiden.

I bund og grund er serien meget simpel. Det er Buffy uden vampyrer. Hovedpersonen, der ikke videre overraskende hedder Veronica Mars (det er ikke hér vi skal lede efter plot twists), er en ung pige der forsøger at balancere skolegang, et til tider forskruet kærlighedsliv og en hang til at opklare forbrydelser i sin fritid. Hendes far er tidligere politichef (grunden til dette er baggrunden for det gennemgående plot i sæson 1) og nuværende privatdetektiv i en rig californisk by, og Veronica virker til dels som hans assistent, og til dels påtager hun sig selv sager for de rigere studerende i sin skole.

Dialogen er skarp og vittig på en meget buffysk måde, og de generelt ganske velgennemtænkte historier strækker sig over hele sæsoner. De fleste figurer er velskrevne, og hvor de af og til kan virke lidt karikerede til at starte med, vil de som oftest (med enkelte undtagelser) udvikle sig og vise flere lag som serien skrider frem - uden det på nogen måde bliver kliché-præget. Serien kører for tiden på tredje år, og jeg er stadig begejstret.

Og så har Joss Whedon en cameo i sæson 2! Nørde-point!